Coronavirus

Eriksen er ude af isolation

Christian Eriksen og resten af Inter-truppen er nu ude af isolation. Marco Bertorello / Ritzau Scanpix

Ingen af spillerne i Inter-truppen har vist symptomer på covid-19 de seneste to uger, hvorfor holdets hjemmekarantæne nu er slut.

Den værste tid under coronakrisen for fodboldspiller Christian Eriksen ser ud til at være overstået.

Efter kampen mod Juventus 8. marts blev hele Inter-holdet sendt i hjemmekarantæne, men nu kan danske Eriksen og resten af truppen endelig bevæge sig uden for en dør igen.

Ingen af Inter-spillerne har vist tegn på corona-symptomer de seneste to uger, skriver Football Italia, der citerer Calciomercato.com.

At hjemmekarantænen er slut, betyder dog ikke, at spillerne kan genoptage træningen.

Al fodbold er fortsat bandlyst i Italien og som minimum aflyst resten af marts, men Inter-spillerne kan nu tage fundamentale ture til supermarkedet eller apoteket.

Var tvunget til at flytte undervejs

Samme dag som karantænen for Inter trådte i kraft, måtte Christian Eriksen se sig nødsaget til at flytte.

Det hotel, han havde boet på i Milano, lukkede således ned på grund af coronavirussen, skrev det italienske medie La Repubblica.

Christian Eriksen fandt dog i samarbejde med klubben et nyt sted at bo med sin kæreste, hvor den danske landsholdsspiller kunne fortsætte sit individuelle træningsprogram.

Fordi det europæiske fodboldforbund (UEFA) også har meldt ud, at Europa League er suspenderet, er der ikke udsigt til fodbold for Eriksen lige foreløbig.

Christian Eriksen sendte et fantastisk frispark afsted, som var centimeter fra at gå ind. Video: Kasper Damgaard Kristensen