Coronavirus

José Mourinho har fundet nyt 'job': Hjælper udsatte englændere

Tottenhams manager José Mourinho hjælper udsatte, mens Premier League ligger stille.  Matthew Childs/Love Your DoorStep / Ritzau Scanpix/Twitter

En video med Jose Mourinho, der pakker mad til udsatte mennesker under coronakrisen, bliver lige nu delt heftigt på de sociale medier.

Corona-pandemien har sat sportens verden på pause.

Den engelske Premier League er i denne omgang sat på pause til og med 30. april, men det er ikke ensbetydende med, at stjernerne ligger på langs.

Flere af Premier League-spillerne har de seneste dage delt videoer på de sociale medier, hvor de jonglerer med toiletpapirsuller. Det er dog ikke kun spillerne, der finder på noget kreativt at lave.

Tottenham-mangeren Jose Mourinho har valgt at bruge corona-pausen på at hjælpe de udsatte i den nordlige del af London, hvor Tottenham hører hjemme.

Det kom frem mandag, hvor den lokale engelske organisation Love Your Door Step delte en video på Twitter af den mangeårige toptræner. Her står Mourinho og pakker mad, og så bidrager den kendte træner også med denne opfordring:

- Jeg hjælper Age UK Enfield og Love Your Door Step Enfield en smule, og du kan selvfølgelig donere mad, penge eller være frivillig, siger Mourinho i videoen.

Portugiseren har taget sin forbehold. I videoen kan man nemlig se Christian Eriksens tidligere træner være iført mundbind og plastikhandsker.

Situationen i England er de seneste dage eskaleret.

Mandag aften talte landets premierminister, Boris Johnson, til befolkningen med store ord. Alle ikke-nødvendige butikker bliver lukket ned, og der er blevet indført strenge regler for briterne.

Indkøb, lægebesøg, arbejde og én gåtur om dagen er nu de eneste legitime grunde til at forlade hjemmet. Overholder man ikke reglerne, vil politiet nu have magt til at uddele bøder for brud på loven, sagde Johnson.

Tottenham sluttede skidt

Inden corona-pausen var Tottenham i sportslige problemer. Klubben fra Nordlondon var nemlig uden sejr i de sidste seks kampe, inden topfodbolden stoppede med at blive afviklet.

Tottenham sagde også farvel til Champions League efter et samlet 4-0-nederlag til RB Leipzig.

I Premier League befinder Spurs sig på en ottendeplads. Det er stadig uvist, hvordan den resterende del af turneringen bliver afviklet.