Coronavirus

Danske klubber kan igen lade spillerne træne sammen - bare ikke OB

Tirsdag meddelte OB, at spillerne ville begynde at træne i mindre grupper. Det kommer bare ikke til at ske på de kommunale baner i Odense. Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Danmarks bedste fodboldklubber i Superligaen, 1. division og 2. division har igen mulighed for at lade spillerne træne sammen.

En lang række af Danmarks bedste fodboldspillere kan igen komme til at træne med deres holdkammerater - i hvert fald nogle af dem.

Divisionsforeningen har i samråd med klublæger og eksterne eksperter sammensat en række nye anbefalinger om træning i klubberne, mens Danmark er lukket ned på grund af covid-19-pandemien. Anbefalingerne gælder for klubber i Superligaen, 1. division og 2. division.

  • Højst otte personer på banen ad gangen
  • Spillerne møder omklædte i eget transportmiddel
  • Ingen fællesspisning før eller efter træning
  • Ingen håndtryk eller highfive
  • Ingen træning i nærkampe
  • Al træning tilrettelægges med den nødvendige afstand
  • Træningsudstyr håndteres udelukkende af en udvalgt person fra trænerstaben

Danmarks bedste fodboldrækker er suspenderet på ubestemt tid for at undgå eventuel smitte med den nye coronavirus. Mens ligaerne har været suspenderet, har det også været Divisionsforeningens anbefaling at indstille holdtræningen og i stedet lade spillerne træne individuelt.

Det er der ændret på nu, så spillerne kan holde sig klar, fortæller Divisionsforeningens direktør, Claus Thomsen:

- Vores mål er og har hele tiden været at kunne starte turneringerne igen hurtigst muligt, når myndighederne på et tidspunkt siger ok. Det skal selvfølgelig ske på den meste ansvarlige måde, så der også tages hensyn til spillernes helbred. Med de nye anbefalinger bliver der nu også mulighed for modificeret holdtræning i klubregi, men selvfølgelig med en masse forholdsregler, siger Claus Thomsen i en pressemeddelelse.

Claus Thomsen har tidligere udtalt, at det vil være muligt at gennemføre sæsonen, hvis spillet kan genoptages i maj.

Træning forbudt på kommunale baner i Odense

Superligaklubben OB må dog trods anbefalingerne fra Divisionsforeningen lave om på sine planer og vente med at sende spillerne på græs.

Det skyldes, at Odense Kommune har nedlagt forbud mod at træne på kommunale baner frem til 13. april, skriver Sport Fyn. I modsætning til for eksempel FC København og Brøndby ejer OB ikke de træningsbaner, klubben benytter.

Også fynboernes hjemmebane, Nature Energy Park, er - med undtagelse af VIP-tribunen - kommunalt ejet.

- Vi accepterer kommunens påbud, som bringer klubben og vores spillere i en ny situation, som vi nu tager til efterretning, skriver klubben på sin hjemmeside.

Onsdag aften tilføjer OB, at spillerne i forlængelse af dette er sendt hjem.

- Det medfører nu, at OB sender spillerne hjem på lønkompensation fra i dag. Klubben må således ikke sende træningsprogrammer længere, og der er heller ikke mulighed for behandling, skriver klubben.

I skrivende stud har regeringen lukket store dele af samfundet ned til og med 13. april.