Fodbold

Tidligere Barcelona-stortalent er sikker: Eriksen vil gøre det godt i Inter

Christian Eriksen efter Inters sejr over AC Milan i Serie A 9. februar 2020. Daniele Mascolo / Ritzau Scanpix

Når man taler om Christian Eriksen, taler man om et ægte talent, lyder vurderingen fra Bojan Krkic.

Han kender Christian Eriksen fra deres fælles tid i Ajax og deres adskillige dueller i Premier League.

Bojan Krkic har derfor på nært hold været vidne til den danske fodboldspillers kvaliteter, og han er sikker på, at Inter og Serie A-klubbens fans også nok skal få dem at se.

- Vi taler om et ægte talent. Det er ikke nemt i Italien, så vær en smule tålmodig med ham. Jeg er overbevist om, at han vil gøre det godt, siger Bojan Krkic om Eriksen ifølge Football Italia til La Gazzetta dello Sport.

29-årige Krkic er i dag i MLS-klubben Montreal Impact efter en rundtur i Europa.

Holdkammerater i knap to måneder

Han indledte sin karriere i FC Barcelona, og det var forventet, at han ville blive det spanske storholds næste stjerne. Men han bukkede under for det enorme pres og skiftede til AS Roma i 2011.

Bojan Krkic under sin sidste kamp for FC Barcelona.

Her var Krkic i én sæson, inden han blev udlejet til AC Milan. Det blev ingen succes, så i sommeren 2013 hentede Barcelona ham hjem fra Italien for mindre end en uge senere at leje ham ud på ny.

Denne gang til Ajax, og det var her, Bojan Krkic mødte Christian Eriksen for første gang. De var holdkammerater i knap to måneder, inden danskeren blev solgt til Tottenham.

Året senere fulgte Krkic efter Eriksen til Premier League, da han underskrev en fireårig aftale med Stoke. Og frem til februar 2017 stod de over for hinanden flere gange.

Otte kampe efterfulgt af hjemmekarantæne

Christian Eriksen skiftede fra Tottenham til Inter i januar i år. I Milano-klubben er det foreløbig blevet til tre startpladser i otte kampe i alle turneringer. Han har scoret ét mål.

Christian Eriksen jubler over sit første mål for Inter.

28-årige Eriksens begyndelse i Inter er ikke blevet mindre svær med det globale udbrud af coronavirus, der har ramt Italien hårdest og lammet italiensk, men også international fodbold.

Sidst Eriksen og Inter var i aktion var 8. marts, hvor holdet tabte til Juventus i Serie A. Efterfølgende blev Juventus' forsvarsspiller Daniele Rugani testet positiv for coronavirus, hvorfor begge klubbers trupper røg i hjemmekarantæne.

Avis: Eriksen er rejst fra Milano

På daværende tidspunkt boede Eriksen på hotel, men da det samme dag, som hjemmekarantænen trådte i kraft, blev lukket ned, måtte danskeren i samarbejde med Inter finde et nyt sted at opholde sig. Det lykkedes i Appiano Gentile nord for Milano.

Mandag skrev det italienske medie calciomercato.com, at danskeren var ude af isolation, og tirsdag berettede avisen La Gazzetta dello Sport, at Inters ikke-italienske spillere havde fået lov til at rejse, hvilket Eriksen skulle have benyttet sig af. Hvortil melder historien dog ikke noget om.

Den italienske sportsminister, Vincenzo Spadafora, tror, at Serie A genoptages 3. maj. På et senere tidspunkt vil det blive besluttet, om det bliver med eller uden tilskuere på tribunerne.