Barcelona vil skære i de ansattes løn under coronakrise
FC Barcelona kan via en midlertidig særlov slippe for at betale for en del af truppens løn under coronakrisen.
FC Barcelonas spillere har afvist en opfordring fra klubben om at gå 50 procent ned i løn, mens udbruddet af coronavirus sætter en stopper for al fodbold.
Det skriver den spanske avis AS.
Klubpræsident Josep Maria Bartomeu skulle angiveligt i første omgang have bedt Lionel Messi og co. om at gå 70 procent ned i løn for derefter at ændre det til 50 procent, men det har spillerne takket nej til.
Medie: Klar til at gå 30 procent ned i løn
Også ESPN beretter, at Barcelona-spillerne har vendt tommelfingeren ned til det seneste forslag fra klubbens ledelse.
Ifølge mediet El Mundo Deportivo er truppen villig til at gå 30 procent ned i løn i resten af sæsonen.
Mens spillerne indtil videre afviser en selvvalgt lønnedgang, kan Barcelona ved hjælp af en midlertidig særlov slippe for at betale for en del af truppens løn, mens coronakrisen raser, uden spillernes accept.
Sent torsdag aften kom Barcelona med en officiel udmelding på klubbens hjemmeside.
Barcelona vil skære i de ansattes løn
Her forklarer Barcelona, at ledelsen har haft møde og diskuteret tiltag for at minimere de økonomiske tab i den nuværende coronakrise.
Tiltagene omfatter blandt andet at reducere medarbejdernes arbejdstid grundet de manglende aktiviteter i øjeblikket. Tilsvarende vil klubben skære i de ansattes løn.
Det gælder både medarbejdere i den sportslige afdeling og andre afdelinger. Klubben skriver dog ikke, hvor meget der skal skæres i lønnen, og hvem det helt konkret rammer.
Ingen kampe skaber økonomiske kvaler
Barcelona meddeler samtidig, at klubben stiller alle dens faciliteter til rådighed, hvis sundhedsmyndigheder har brug for det.
Den bedste spanske fodboldrække, La Liga, er suspenderet på ubestemt tid. Den seneste kampdag var 10. marts.
Dermed er der midlertidigt sat en stopper for klubbernes mulighed for at tjene penge i forbindelse med eksempelvis kampdage, hvilket skaber store økonomiske kvaler i de fleste klubber.