Fodbold

Ronaldo er bedre end Messi, mener Pelé: - Men jeg var bedre end dem

Edson Arantes do Nascimento, bedre kendt som Pelé, blander sig i debatten om, hvem der er bedst af Cristiano Ronaldo og Lionel Messi lige nu. Christian Hartmann / Ritzau Scanpix

Fodboldlegende mener, at Cristiano Ronaldo er verdens bedste fodboldspiller lige nu. Tidligere har han peget på Lionel Messi.

Pelé med det borgerlige navn Edson Arantes do Nascimento er kommet sig over sin operation for nyresten.

Dermed er den brasilianske fodboldlegende igen klar til at blande sig i debatten om, hvem der aktuelt er bedst af Cristiano Ronaldo og Lionel Messi.

- Som tingene er i dag, er Cristiano Ronaldo den bedste spiller i verden, selv om man ikke må glemme Messi, siger Pelé ifølge spanske Marca til YouTube-kanalen Pilhado og fortsætter:

- Ronaldo er mere stabil, og Messi er ikke en målscorer, siger han.

Tidligere har Pelé ellers set Messi som den bedste af de to, fordi argentineren ud over at score mål lavede det bedste forarbejde.

Skulle Lionel Messi nu føle sig trådt over tæerne af Pelé, kan han kigge på sine seks trofæer som verdens bedste fodboldspiller. Ronaldo har ét færre.

Pelé peger på sig selv som historiens bedste

Hverken Cristiano Ronaldo eller Lionel Messi er dog Pelés nummer ét, når det kommer til den bedste fodboldspiller nogensinde.

- Det er et svært spørgsmål at besvare (om der har været spillere, der var bedre end Ronaldo og Messi, red.). Man må ikke glemme Zico, Ronaldinho og Ronaldo. I Europa var der Franz Beckenbauer, Johan Cruyff... siger Pelé.

- Det er ikke min skyld, men jeg mener, jeg var bedre end dem, fordi de altid bliver sammenlignet med mig, siger den 79-årige brasilianer til Pilhado.

Pelé, der spillede det meste af sin karriere i Santos i hjemlandet, var med til at vinde VM tre gange.