Coronavirus

Messi bekræfter lønnedgang og sender stikpille til klubben

Lionel Messi og kompagni er gået 70 procent ned i løn, men de vil give et yderligere bidrag, så personalet får 100 procent i løn.

Den spanske storklub FC Barcelona er økonomisk hårdt ramt på grund af coronakrisen, der har sat al fodbold i hele landet på pause.

For at minimere det finansielle tab er spillerne gået 70 procent ned i løn. Det bekræfter Lionel Messi på sin Instagramprofil.

- Der har været skrevet meget om spillernes lønninger på FC Barcelona-holdet i den seneste periode. Først og fremmest vil vi gerne præcisere, at det altid har været vores vilje at gå ned i løn.

- Vi forstår fuldt ud alvoren i den usædvanlige situation, og vi er altid de første til at hjælpe klubben, når de har spurgt. Mange gange har vi gjort det på vores eget initiativ, skriver Lionel Messi.

Han fortæller videre, at spillerne er klar til at give et yderligere bidrag, så al personale omkring klubben kan få fuld løn.

Det stopper aldrig med at forbløffe os

Lionel Messi om folkene, der har forsøgt at presse dem

Messi: Derfor blev aftalen forsinket

I sidste uge skrev flere spanske medier om, at klubpræsident Josep Maria Bartomeu skulle have bedt Lionel Messi og kompagni om at gå de 70 procent ned i løn for at imødekomme de finansielle problemer.

Men medierne skrev også, at spillerne havde afvist selv at gå 70 procent ned, men at de kunne gå med til 30 procent.

Lionel Messi skriver nu, at dette ikke er korrekt. Det formelle arbejde har bare taget noget tid.

- Aftalen blev forsinket i et par dage, da vi simpelthen ledte efter den korrekte formular til at hjælpe klubben og medarbejderne i denne vanskelige tid, skriver den lille argentiner.

- Vi har ikke meldt ud indtil nu, da vi rent faktisk ville finde løsninger, som reelt hjalp klubben, men også dem, der var påvirket af situationen.

Følte sig presset

Efterfølgende skyder Lionel Messi tilbage til dem, der ikke mener, at de vil gøre noget for klubben.

- Det stopper aldrig med at forbløffe os, at der var nogle i klubben, der forsøgte at sætte os under en lup og forsøgte at presse os til noget, som vi altid har vidst, at vi ville gøre. Ledelsen forsøgte at ramme os ved sine lækager om forhandlingerne, skriver han.

Messi slutter af med at sende en særlig tanke til alle de Barcelona-fans, der sidder derhjemme og savner fodbold, og argentineren beder dem have tålmodighed.

Ifølge AFP er forventningen, at andre spanske klubber vil følge eksemplet i Barcelona.

Lionel Messis besked er på vegne af alle spillerne, og en lang række spillere fulgte op og offentliggjorde samme tekst. Det gjorde blandt andre Gerard Pique, Sergio Busquets, Luis Suarez, Jordi Alba, Antoine Griezmann, Frenkie de Jong, Arturo Vidal og Marc-Andre ter Stegen.