Coronavirus

Tysk forbund afviser 'misvisende' påstand fra stor avis

På et møde tidligere på ugen har man i tysk fodbold diskuteret, hvornår og hvordan den tyske Bundesliga kan starte op igen.

Lørdag kunne den tyske avis Kicker fortælle, at Bundesligaen i fodbold kan starte op igen i den første eller anden weekend i maj.

Det ville være virkelighedsfjernt i den aktuelle situation

DFL

Det skulle angiveligt være udfaldet af et møde tidligere på ugen med klubberne fra de to bedste rækker i Tyskland, hvor der blev diskuteret, hvad mulighederne er for at få genoptaget sæsonen efter den aktuelle coronakrise.

Men nu er historien blevet afvist af forbundet bag 1. og 2. Bundesliga, der ikke mener, at de for nuværende kan lægge konkrete planer.

- Historien er misvisende. Der foreligger ikke nogen opsætning for afvikling af resten af kampene i sæsonen. Det ville være virkelighedsfjernt i den aktuelle situation, skriver DFL i et statement på Twitter.

- På medlemsmødet tirsdag blev der fremlagt to mulige scenarier, men der er knyttet en betydelig usikkerhed til dem begge. Dette blev også kommunikeret efter mødet, skriver forbundet videre.

DFL oplyser desuden, at man først og fremmest følger myndighedernes anbefalinger i forhold til, hvornår det igen vil være forsvarligt at afvikle fodboldkampe i Tyskland.

Håber at gennemføre sæsonen

Bundesligaen er i første omgang suspenderet i marts og april, men meget kan altså tyde på, at der kommer til at gå endnu længere tid, før vi igen ser spillere på banen på de tyske fodboldstadions.

Det tyske fodboldforbund, DfB har tidligere udtalt, at man fortsat håber at kunne gennemføre sæsonen.

- Målet er stadig at afslutte sæsonen til sommer - ud fra et sportsligt synspunkt, men især fordi en for tidlig afslutning af sæsonen kan have eksistentielle konsekvenser for nogle klubber, har de i marts skrevet i en pressemeddelelse.

Fredag kom det frem, at den engelske Premier League er blevet udskudt på ubestemt tid. Det samme er den italienske Serie A.