Coronavirus

City-profil undskylder for at invitere escortpiger hjem og trodse myndighederne

Kyle Walker er kommet i unåde i sin klub. Susana Vera / Ritzau Scanpix

Dagen efter at have festet med to escortpiger i sit hjem, opfordrede Kyle Walker i et interview folk til at passe på hinanden.

Kyle Walker er ligesom alle andre englændere blevet påbudt at blive hjemme og undgå kontakt med fremmede i disse uger på grund af coronakrisen.

Men den mission mislykkedes for Manchester City-spilleren, der allerede i sidste uge inviterede en ven og to escortpiger hjem i sin lejlighed for at hygge sig.

En af pigerne, den 21-årige Louise McNamara, fortæller til The Sun, at Walker brugte dæknavnet 'Kai', og at seancen tog tre timer.

- Jeg vidste ikke, hvem han var på det tidspunkt, men jeg tog et par billeder af ham, forklarer hun.

Kyle Walker og vennen betalte de to piger knap 19.000 kroner, hvorefter festen altså angiveligt fortsatte i soveværelset.

Walker indrømmer og undskylder

Efter afsløringen erkender City-profilen sit fejltrin.

- Jeg vil gerne undskylde for de valg, jeg traf i sidste uge. Jeg vil gerne undskylde til min familie, klubben, venner, fans og offentligheden for at skuffe dem.

- Mine handlinger var i direkte strid med det, jeg burde have foretaget mig i forhold til den nuværende lockdown, udtaler Walker ifølge The Sun.

Samtidig beretter mediet også, at Manchester City har reageret på højrebackens optrin.

- Vi er skuffede over disse beskyldninger (af ham, red.). Vi har noteret Kyles undskyldning, og vi vil foretage interne disciplinære handlinger i de kommende dage, lyder det i en udtalelse.

Opfordrede til god opførsel dagen efter

Escortpigerne forlod fodboldspillerens hjem om natten, og senere den dag medvirkede Kyle Walker i et interview om coronakrisen.

Her opfordrede han til at opføre sig ordenligt og passe på hinanden.

- Bliv inde, bliv ved med at vaske hænder, bliv ved med at følge protokollerne og beskyt NHS (Det engelske sundhedsvæsen, red.). Det er hårdt, men først og fremmest er vi nødt til at tænke på andre menneskers helse og på at beskytte de ældre og familiemedlemmer, der kan sprede virussen, sagde han.

Samme budskab har han også delt på Twitter.

- Vær søde at blive hjemme alle sammen, pas på hinanden i denne vanskelig tid, og vær opmærksomme på jeres kære uden at besøge dem.

Premier League-sæsonen er blevet udskudt på ubestemt tid på grund af den aktuelle situation med coronavirus.