Coronavirus

Svenske amatørhold spillede i hemmelighed, da flere millioner kroner blev spillet på kampen

Svenske fodboldfans til kamp. Janerik Henriksson / Scanpix Denmark

Coronakrisen har ført til voldsomt stor opmærksomhed på svenske amatørkampe fra folk verden over, der prøver at påvirke resultaterne.

Lørdag aften mødtes de svenske amatørklubber AFC Eskilstuna og Näshulta GoIF fra henholdsvis den 5.- og 6.-bedste fodboldrække i en hemmelig venskabskamp.

Kun spillerne, trænerne og dommerne kendte til kamptidspunktet, så opgøret - der oprindeligt skulle være spillet i mandags - kunne afvikles uden offentlighedens interesse.

Hvorfor?

Få timer før kampstart mandag modtog klubberne såvel som de enkelte spillere henvendelser fra nær og fjern fra folk, der spurgte ind til holdopstillinger, skader, forventninger og til, hvor mange hjørnespark og gule kort, der ville komme.

- Folk ringede fra andre lande og ønskede at påvirke resultatet. Jeg har aldrig prøvet noget lignende, fortæller Näshulta-spilleren Emil Schalin-Eriksson til Aftonbladet, som var med ude til opgøret.

Den omfattende interesse for de lavere svenske rækker skyldes, at de er blandt de eneste turneringer, der stadig er aktive på grund af coronakrisen.

Væddemål over hele verden

148 spilselskaber over hele verden tilbød pludselig væddemål på amatørkampen.

I de seneste uger er der også meldt om spil i millionklassen på andre svenske kampe hos selskaber i Europa, Afrika og Asien.

I dette tilfælde skulle der før startfløjtet mandag være spillet ti millioner svenske kroner på venskabskampen mellem AFC Eskilstuna og Näshulta GoIF.

- Når det lander på 100-200 spilselskaber, kan vi tælle meget lave beløb per selskab og stadig se enorme summer. Det handler om mange, mange penge, siger Dan Korhonen, der er chef for spilsikkerheden i i den svenske spiltjeneste Svenska Spel.

- De skulle have spillet træningskamp i dag 18.45, men den blev indstillet på grund af for mange penge i omløb. Kampen blev altså indstillet, fordi folk ikke har noget andet fodbold at spille på, skrev Emil Schalin-Eriksson på Twitter mandag aften.

Fik hjælp til overvågning

Efter mandagens aflysning blev alle spillerne inviteret til en hemmelig Facebook-gruppe for at arrangere omkampen, der altså endte med at blive lørdag.

Kampens dommere blev udpeget fredag aften.

Samtidig overvågede Dan Korhonen fra Svenska Spel det internationale marked i timerne op til kampen for en sikkerheds skyld.

- Jeg har scannet spilmarkedet nu med alle de værktøjer, jeg har adgang til. Jeg er glad for, at jeg ikke kan finde nogen virksomheder, der tilbyder dagens kamp, fortalte han.

Falske fodboldkampe i Østeuropa

I Ukraine og Rusland har der allerede været problemer med mistanke om matchfixing.

Ifølge Welt var der i slutningen af marts arrangeret falske fodboldkampe, og svindlen blev bekræftet af Francesco Baranca, der er etisk ansvarlig i det ukrainske fodboldforbund.

- Svindlen i øjeblikket er apokalyptisk. Jeg har aldrig set noget lignende, siger han til Welt.

Samtidig afviser klubberne, at de har spillet kampene.