Coronavirus

Tyrkisk landsholdslegende er blevet udskrevet - var i kritisk corona-tilstand

Rüştü Reçber var hårdt ramt af covid-19. Hans hustru meddeler nu, at han er blevet udskrevet. Daniel Krug / Ritzau Scanpix

Den tyrkiske VM-helt fra 2002 Rüştü Reçber var indlagt på hospitalet med svære corona-symptomer. Men han er nu blevet udskrevet, meddeler hans kone.

Corona-pandemien hærger i hele verden, og der er stadig mange, der modtager kritisk behandling på et hospital.

I slutningen af marts ramte virussen den tyrkiske landsholdslegende Rüştü Reçber, der havde så svære symptomer, at han måtte indlægges.

Men nu er der gode meldinger fra den tidligere tyrkiske målmand. Hans kone, Isil Reçber, meddeler nemlig, at han er blevet udskrevet og har det efter situationen godt.

- Efter en vanskelig periode på 11 dage har min mand nu forladt hospitalet. Selvom min mand er en atlet, ikke ryger og passer på sig selv, har dette alligevel påvirket ham, skriver hun på Instagram.

- Fra starten af gjorde lægerne og sygeplejerskerne os opmærksomme på, at de gjorde alt, hvad de kunne. Og jeg vil gerne takke dem alle sammen.

Sendte Tyrkiet i VM-semifinalen

Den nu 46-årige Rüştü Reçber var en fremtrædende figur, da Tyrkiet i 2002 overraskende nåede semifinalen ved VM og siden sikrede bronze i turneringen. Det er Tyrkiets bedste resultat ved et VM.

Han nåede 120 landskampe for Tyrkiet og optrådte i en kort overgang for selveste FC Barcelona. Han tilbragte dog størstedelen af karrieren i de tyrkiske storklubber Fenerbahce og Besiktas.

Officielt har 30.217 personer fået konstateret covid-19 i Tyrkiet. 649 er døde, viser de officielle tal tirsdag.