Højbjerg og Southampton udsætter løn i tre måneder
Som den første trup i Premier League er Southamptons spillere gået med til at udsætte lønnen.
Lønbyrden i Premier League-klubben Southampton bliver reduceret de kommende måneder.
Som den første klub i Englands bedste række er spillerne i Southampton kollektivt gået med til at udsætte en del af deres løn for april, maj og juni på grund af coronakrisen.
Det meddeler klubben på sin hjemmeside.
I Southampton er de to danskere Pierre-Emile Højbjerg og Jannik Vestergaard på kontrakt.
- Ledelsen, førsteholdets manager og hans trænerstab samt førsteholdet er gået med til at udsætte en del af deres løn for april, maj og juni for at beskytte klubben, de øvrige ansatte i klubben og samfundet, vi er en del af, skriver klubben.
'Situationen udvikler sig hele tiden'
Samtidig har klubben valgt ikke at gøre brug af den økonomiske støtteordning, som regeringen tilbyder.
Alle de ansatte, som ikke er en del af lønudsættelsesaftalen, vil få fuld løn i perioden frem til udgangen af juni.
Hvad der skal ske derefter, kan ledelsen ikke spå om endnu.
- Vi er ramt af mange udfordringer i forhold til vores forretningsmodel og daglige arbejde, skriver klubben.
- Situationen udvikler sig hele tiden, og vi vil fortsætte med at overvåge og handle på den indflydelse, det har på klubben i de kommende uger, før vi tager stilling til, om øvrige tiltag er nødvendige.
Efter en frygtelig indledning på sæson nåede Southampton at kravle op på 14.-pladsen i Premier League og lægge nogenlunde afstand til den nedrykningsstreg, som holdet ellers længe lå under.
Inden coronaspredningen førte til suspendering af ligaen, nåede næsten alle holdene at spille 29 af de 38 kampe i sæsonen.
Der er ikke spillet kampe siden 9. marts i Premier League.