Coronavirus

Spansk topklub rammer forsiden af stor avis - ønsker at åbne for træning

Real Sociedads cheftræner, Imanol Alguacil, har måske snart sine spillere tilbage på træningsbanen. Ritzau Scanpix / Screendump

Den spanske topklub Real Sociedad er blevet forsidestof, efter at klubben på tirsdag ønsker at tilbyde spillerne træning på sine faciliteter.

Real Sociedad har tiltrukket sig stor opmærksom i denne weekend, da klubben som den første i Spanien har åbnet op for træning i den kommende uge.

Den baskiske klub, der indtager en aktuel fjerdeplads i La Liga, ønsker at påbegynde en individualiseret træning på klubbens træningsanlæg, Zubieta, på tirsdag, meddelte klubben lørdag på sin hjemmeside.

- Under ingen omstændigheder vil dette arbejde på Zubieta være i grupper. Arbejdet er obligatorisk, som det har været indtil nu, og det vil være op til spilleren selv at afgøre, om det skal udføres hjemme eller på Zubieta, skriver Real Sociedad i pressemeddelelsen.

Har fået tilladelse af politiet

Udmeldingen fra baskerne har skabt overskrifter i flere spanske medier, og den store avis Marca har nyheden på forsiden af søndagsudgaven.

Avisen beskriver, at Real Sociedad har fået tilladelse af det regionale baskiske politi, Ertzaintza, der skulle have givet grønt lys til tillade spillerne at anvende klubbens træningsbane.

Regeringen i Spanien har tilladt såkaldte 'ikke-væsentlige' aktiviteter fra på mandag. Alligevel kan Real Sociedad blive forhindret i at genoptage træningen på Zubieta, da sportsinstitutioner stadig skal holde lukket ifølge de særlige regler i Spanien under coronakrisen, skriver Marca.

Forsiden af Marca søndag 12 april.

Ingen omklædningsrum, spisestue eller fællesrum

Ifølge den spanske avis Mundo Deportivos oplysninger vil Real Sociedads førsteholdstræner, Imanol Iguacil, ikke være til stede under træningen, der som udgangspunkt vil foregå uden bold. Hvis der bliver trænet i grupper, vil det maksimalt være to eller tre personer, der samtidig skal holde afstand.

Avisen fortæller også, at spillerne ikke får mulighed for at benytte hverken omklædningsrum, spisestuen eller klubbens fællesrum.

- De vil gå direkte fra deres bil og ud på træningsbanen. Efter træningen vil de vende tilbage til deres hjem i deres køretøj. Spillerne er logisk nok også underkastet tests, der vil finde ud af, om de er smittede med coronavirus eller ej. Hvis testen er positiv, vil de obligatoriske isolationsforanstaltninger blive truffet, skriver Mundo Deportivo.

Real Sociedad er søndag også kommet med en udmelding om, at spillerne i klubben er gået med til at blive reduceret 20 procent i løn, hvis ligaen ikke bliver genoptaget.