Eriksen er vendt tilbage til Milano
Christian Eriksen har sagt farvel og tak for denne gang til Danmark, hvor han har været de seneste par uger.
Landsholdsdirigenten er vendt tilbage til Milano og sin arbejdsgiver Inter.
Christian Eriksen blev sendt til Danmark 27. marts, da håbet om Serie A-fodbold i april begyndte at virke urealistisk, men nu er danskeren så vendt retur igen.
Det skriver italienske La Gazzetta dello Sport, og TV 2 SPORT har ligeledes fået bekræftet, at Eriksen er tilbage i Milano.
Her kan han se frem til at tilbringe endnu mere tid inden døre, end han har været vant til i Danmark. I Italien gælder reglerne om et udgangsforbud nemlig stadig.
Dato for genopstart af Serie A uvis
Hvorfor Eriksen er kaldt tilbage til Italien, fremgår ikke af historien. Lige nu er det også uvist, hvornår den italienske sæson starter igen - hvis den overhovedet gør det.
De første meldinger lød på, at man sigtede efter at få ligaen genoptaget 3. maj. I slutningen af marts var den italienske sportsminister, Vincenzo Spadafora, ude med lidt mindre håbefulde meldinger.
- Forudsigelserne, der fik os til at tro, at vi kunne afvikle sportsarrangementer i slutningen af april eller begyndelsen af maj, var nok lidt for optimistiske, sagde Spadafora ifølge AFP til den italienske tv-station Rai 3.
- Jeg tvivler meget på det. Jeg kan sige, at hvis der er mulighed for at genoptage turneringer, så vil det blive bag lukkede døre.
Selvom det endnu ikke er fastlagt, hvornår sæsonen genåbnes, så bliver der knoklet i støvlelandet.
Tidligere mandag kom det frem, at Det Italienske Fodboldforbund undersøger muligheden for, at samtlige Serie A-spillere kan blive testet for coronavirus i starten af maj.
Det ønsker forbundet at gøre med henblik på at få genåbnet sæsonen.