Coronavirus

Forbund dropper kampplaner efter klar besked fra svensk statsminister

Hammarby (med besøg af Zlatan Ibrahimovic) er en af de svenske klubber, der har trænet på det seneste. Til stor utilfredshed hos den svenske statsminister, Stefan Löfven. Ritzau Scanpix

Efter opfordring fra myndighederne har det svenske fodboldforbund valgt at droppe planerne om at få afviklet seniorkampe i den nærmeste fremtid.

- Tiden er ikke inde til seniorkampe.

Sådan lød reaktionen fra Sveriges statsminister, Stefan Löfven, efter landets fodboldforbund havde planlagt at påbegynde afviklingen af seniortræningskampe allerede denne fredag.

En kampplanlægning, der nu er droppet, skriver Aftonbladet. Det svenske fodboldforbund har valgt at aflyse de træningskampe, som flere af landets bedste hold ellers havde forberedt sig til.

- Ingen seniorkampe bliver spillet på nuværende tidspunkt. Hverken i rækkerne eller træningskampe.

- Trods alt, så kom der en meget klar besked fra sundhedsmyndighederne, og vi vil som altid følge eksperternes råd. Det er meget vigtigt for os, siger fodboldforbundets generalsekretær, Håkan Sjöstrand, til avisen.

'Ingen kampe, men træning er okay'

Ud over statsministerens proklamering om, at tiden endnu ikke var inde til seniorfodbold i Sverige, så hentydes der til anbefalingerne fra svenskernes corona-strateg Anders Tegnell.

På et pressemøde torsdag sagde han, at børne- og ungdomskampe var tilladt - selvfølgelig kun hvis aktørerne ikke var syge. Men på seniorplan må de vente med at spille kampe.

- Ingen kampe. Træning er i orden, men ingen kampe. Det tillader retningslinjer ikke, siger Tegnell.

Mange svenske klubber - på både herre- og damesiden - har den seneste tid være i gang på træningsbanen. Deriblandt Hammarby, der har haft superstjernen Zlatan Ibramhimovic med.

Den træning ser altså ud til at fortsætte et stykke tid endnu.

Den bedste svenske række, Allsvenskan, skulle være åbnet fredag med et brag mellem Djurgården og Malmö, men den kamp er ligesom de øvrige udsat.

I Danmark er fodboldklubberne begrænset til maksimalt at kun kunne træne otte mennesker samtidig - uden nærkampe og anden nærkontakt. Læs mere om retningslinjerne for Superligaklubberne her.