Fodbold

Hammarby-træner i ekstase over Zlatan: - Han er bedre end alle andre

Zlatan Ibrahimovic træner i disse dage med i Hammarby. 10060 Henrik Montgomery/tt / Ritzau Scanpix

Zlatan Ibrahimovic har for alvor indtaget den svenske klub Hammarby.

Den svenske fodboldstjerne Zlatan Ibrahimovic holder formen ved lige i hjemlandet i disse coronatider, hvor han træner med i Hammarby.

Og det er de mildest talt begejstret over i den svenske klub, som den tidligere svenske landsholdsspiller i øvrigt selv har investeret penge i sidste år.

Tidligere på ugen udtalte Hammarby-spilleren Abdul Khalili, at han 'håbede', at Zlatan Ibrahimovic ville skifte fra AC Milan til den svenske klub og afslutte den fornemme karriere der.

Efter en del træningspas med resten af holdet, har Hammarby-træneren, Stefan Billborn, nu også fået set den måske største svenske fodboldspiller i historien an.

- Det har kun være positivt. Han bidrager med kvalitet, erfaring og en masse råd til de andre spillere. Han virker allerede som en del af holdet, fortæller Hammarby-træneren til Expressen.

- Han kommer her og er klart bedre end alle andre. Både taktisk og teknisk. Han er også stærk som en bjørn. Han er ikke en fed klubpræsident.

Vil ikke blande sig i fremtidsplanerne

Rygterne om et sensationelt skifte for Zlatan Ibrahimovic til den svenske klub har svirret kraftigt i de seneste dage.

Naturligvis er sportschefen i Hammarby da også blevet forholdt, hvordan mulighederne for at få Zlatan Ibrahimovic på holdet ser ud

- Zlatan synes, det er sjovt at være her. Han har kontrakt med Milan. Vi spekulerer ikke på noget, sagde Jesper Jansson tidligere på ugen.

Nu er cheftræner Stefan Billborn så ligeledes blevet spurgt til Zlatan-situationen, men det er ikke noget, han vil blande sig i.

- Jeg har ingen anelse. Det er Jesper og de andre, der håndterer det, siger Stefan Billborn til Expressen.

Hammarby blev nummer tre i sidste sæson af Allsvenskan. Ét point efter mestrene fra Djurgårdens IF.