Sverige vil spille ligafodbold med tilskuere i juni
I Sverige har man fortsat ambitioner om at spille fodbold med tilskuere fra midten af juni.
I Danmark venter klubberne i Superligaen på at få en dato for en mulig genstart.
Sådan en dato har man nu fundet i Sverige. 32 klubledere blev enige om 14. juni som startdato.
Det skriver Svensk Elitfotboll, som står bag de to bedste svenske fodboldrækker, Allsvenskan og Superettan, efter tirsdagens videomøde på sin hjemmeside.
Det er ambitionen i Sverige, at kampene skal spilles med tilskuere trods udbruddet af coronavirus.
Svensk Elitfotboll understreger dog, at man vil følge udviklingen omkring coronavirus. Og man vil følge de anvisninger, der kommer fra myndighederne og regeringen.
'Nu venter arbejdet'
De 32 klubber i de to bedste svenske fodboldrækker, Allsvenskan og Superettan, er indtil videre enige om at indlede fodboldsæsonen 14. juni.
- Nu venter arbejdet med at få lavet årskalenderen for Allsvenskan og Superettan, skriver Svensk Elitfotboll.
Svenskerne er dog nødt til at afvente Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA), som først skal have styr på den internationale kalender.
Før UEFA, der har et møde på torsdag om emnet, får det på plads, kan der ikke sættes datoer på ligakampe i Sverige.
I Sverige var det i en periode tilladt at spille træningskampe, men det blev kritiseret fra flere sider og stoppet i sidste uge efter anbefalinger fra sundhedsmyndighederne.
Allsvenskan skulle oprindeligt være begyndt 4. april, men er blevet udskudt på grund af coronapandemien.