Bundesliga-spillere anbefales at bære masker under kampe
Hvis Bundesligaen genoptages, anbefaler eksperter ifølge Der Spiegel, at spillere skal have masker på i kampe.
Fodboldspillerne i Bundesligaen bør have ansigtsmasker på, hvis eller når sæsonen genoptages.
Sådan lyder en af anbefalingerne fra Tysklands beskæftigelsesministerium ifølge det tyske magasin Der Spiegel.
De skal have ansigtsmaskerne på for at minimere risikoen for at blive smittet med coronavirus. Den Tyske Ligaforening (DFL) meldte torsdag ud, at Bundesligaen er klar til en genstart fra 9. maj uden tilskuere.
Det kræver, at den tyske regering med forbundskansler Angela Merkel i spidsen giver grønt lys.
Der Spiegel er kommet i besiddelse af et tre sider langt dokument med de anbefalinger, der er kommet fra de tyske myndigheder.
En talsmand fra ministeriet bekræfter, at dokumentet eksisterer, men påpeger, at det kun er et udkast, som ikke er fremlagt for ledelsen i Beskæftigelsesministeriet.
Ryger masken af, skal kampen stoppes
En af anbefalingerne i udkastet lyder, at alle spillere og dommere skal bære tætsiddende ansigtsmasker, som "ikke kan glide af under spring, hovedstød og nærkampe".
Hvis masken alligevel skulle ryge af, så skal kampen øjeblikkeligt stoppes, står der i udkastet.
Og da maskerne hurtigt bliver våde af spillernes åndedræt, skal de udskiftes mindst hvert kvarter, lyder det.
Forslag mødt med skepsis
Topklubberne i Bundesligaen modtager anbefalingerne om maskerne med skepsis.
- Du er måske i stand til at sprinte en enkelt gang med ansigtsmaske, men ikke adskillige gange.
- Det er en interessant idé, men for mig at se, er det ikke noget, der kan lade sig gøre i praksis, siger Markus Krösche, sportsdirektør i RB Leipzig, til den tyske avis Bild.
I Bayer Leverkusen mener medicinsk rådgiver Karl-Heinrich Dittmar, at masker ikke er nødvendige, da ligaen planlægger at teste alle spillere og stabsmedlemmer regelmæssigt.
- At bære en maske er ubehageligt, og vejrtrækningen besværes, siger Dittmar.
- Det ville ikke fungere i fodbold, og jeg mener ikke, at det er nødvendigt. Når vi tester, så vil risikoen for smitte være ekstremt lav, siger han.
Andre forslag indeholder karantæne
Et andet forslag i udkastet fra Beskæftigelsesministeriet lyder, at alle hold skal være i karantæne på hoteller i resten af sæsonen.
Det mulige krav vækker ikke begejstring hos alle spillere. De ville derved kunne se frem til hotelophold i både maj og juni.
- Jeg vil personligt finde det ekstremt vanskeligt at opholde mig på hotel i de næste uger uden at kunne se min familie, siger Eintracht Frankfurt-spilleren Danny da Costa.
Bayern München-angriber Thomas Müller erkender dog, at det kan være den eneste vej til at kunne spille fodbold igen foreløbigt.
- Det står ret klar, at fodboldverdenen skal overholde alle nødvendige regler for at spille, siger Müller til Sport Bild