Fodbold

'El Cholo' – den kantede fodboldgangster runder milepæl

Mesterskabet i 2014 står som den foreløbige kulmination på Simeones tid i Atlético Madrid. Albert Gea / Ritzau Scanpix

Atlético Madrid har på et årti opnået en status blandt Europas bedste hold. Det kan de i store træk takke 50-årige Diego Simeone for.

Han står for det diametralt modsatte af moderne fodbold, men resultaterne og myten omkring Diego Simeone gør ham alligevel til ét af de største trækplastre i sporten over dem alle.

Kan El Cholo genopfinde sig selv trods profilflugten i Atlético Madrid, eller venter et nyt kapitel i argentinerens fortælling lige rundt om hjørnet?

Diego Simeone jubler, efter Atletico den 11. marts sendte Liverpool ud af Champions League.

På et årti har Diego Simeone taget Atlético Madrid fra ligaplaceringer omkring Zaragoza, Osasuna og Espanyol til to tabte Champions League-finaler og en konstant udfordrer til Real Madrid og FC Barcelonas ellers så suveræne duopol i spansk fodbold.

Transformationen fra elevatorhold i LaLiga til Europas bedst organiserede mandskab er sket via hårdt holdbaseret arbejde og en robust struktur, men i løbet af få sæsoner har El Cholo set flere bærende kræfter forlade den ellers så fasttømrede enhed i den spanske hovedstad.

Det har ført Simeone, der fylder 50 år i dag, til en skillevej. Er den passionerede argentiner i stand til at køre et nyt storhold i stilling og skabe en ny, gylden æra i Atléticos historie, eller vil klubben returnere til fortidens prædikat som El Pupas, de uforløste og underpræsterende, og hvornår lakker hans eget regime mod enden?

Her følger et portræt af den ilter sydamerikaner, der både på og uden for banen har manifisteret sig som lederfiguren over dem alle hos de rød/hvide i Madrid, Los Colchoneros.

Tro, håb og viveza criolla

Det er oftest med sammenbidte tænder, et stålsat blik og en puls, der overgår aktørerne på banen, at Diego Simeone leder sit mandskab fra sidelinjen som en ærgerrig hærfører.

Fremtoningen var den samme som spiller, hvor knæskallerne ofte var dækket af jord og blod. De individuelle evner kastede ikke spektakulære mål af sig weekend efter weekend, men Simeone spillede med hjertet ude på trøjen og efterlevede til fulde sit motto: ”En la vida, hay que creer” - i livet er du nødt til at drømme og tro.

Diego Pablo Simeone González kom til verdenen i en forstad til Buenos Aires den 28. april 1970. Moderen, Maria, havde sin egen frisørsalon, mens faderen, Don Carlos, efter sin aktive amatørkarriere som fodboldspiller kastede sig over salgserhvervet.

Diego Simeone har aldrig været bleg for at diskutere en kendelse med dommeren.

Simeones forældre var begge særdeles hårdtarbejdende og brugte mange timer væk fra hjemmet for at tjene til føden. Diego lærte derfor at tage vare på sig selv i en tidlig alder, og han har ved flere lejligheder nævnt forældrenes flid og arbejdsmoral som en vital del af sin egen personlighedsdannelse, senest i et interview til BBC i starten af februar.

At Simeone er en udpræget vinder kom allerede til syne i de første fodboldår, hvor han spillede for tre klubber samtidig. Dette for at øge chancerne for at smage sejrens sødme hver weekend, og ihærdigheden hos den hårdttacklende teenager gik ikke ubemærket hen.

Som 17-årig debuterede Simeone for Vélez Sarsfield i den bedste række på anbefaling af Victorio Spinetto, en markant skikkelse i Argentinas gyldne fodboldperiode i 1950’erne og 1960’erne.

Simeone imponerede i sine 28 kampe i debutsæsonen, selvom det var slået op på andre dyder end Argentinas helt store fodboldfigur på daværende tid, Diego Maradona, der dog stadig var den største inspirationskilde hos midtbaneslideren.

Tre år efter debuten kaldte udlandet og Serie A, hvor Pisa udstyrede ham med en kontrakt. På det sportslige plan var opholdet i den toscanske by, der mest er berømmet for sit skæve kirketårn og smukke beliggenhed nær Det Liguriske Hav, ingen succes med en nedrykning og manglende oprykning efterfølgende.

Den danske EM-helt Henrik 'Store' Larsen var ligeledes at finde i Pisa i disse år, og trods sportslige udfordringer husker han Simeone som en ung mand, der ville frem i verden.

- Han ville vinde for enhver pris. Og det var både til kamp og til træning, hvor han godt kunne finde på at spænde ben for én, hvis man løb forbi ham i et mindre intervalspil eller lignende.

- Han kunne alle tricks i bogen, og i Argentina har man et ord for det: viveza criolla. Han tog gerne lidt beskidte kneb i brug for at vinde en duel, og du var sikker på, at han ville komme i karambolage med mindst én modstander i hver kamp. Taktisk var han altid et skridt foran, afslutter Henrik Larsen om tiden i Pisa.

Lillebror blev kortvarigt storebror

En tilværelse i den næstbedste række i Italien tiltalte ikke ambitiøse Simeone, og efter to år i Sevilla fortsatte turen til Atlético Madrid forud for sæsonen 1994/95. Året forinden var Los Colchoneros i nedrykningsfare indtil sidst på sæsonen og klarede blot frisag med fire point til stregen.

Meget bedre var det ikke i Simeones første år i klubben, hvor Atlético endte på 14.-pladsen i LaLiga, milevidt fra naboerne og storebror fra Real Madrid, der kørte titel nummer 26 i hus.

Diego Simeone var også kendt som en hård hund i sin aktive karriere.

Flere sager rørte sig henover sommeren 1995 i det spanske, hvor LaLiga gik over til trepointsystemet for en sejr, ligesom ligaen inkluderede 22 hold, og ikke de normale 20, grundet medhold i ankesager til Sevilla og Celta Vigo, der ellers var smidt ud af ligaen grundet økonomiske ugerninger.

I Atlético havde Radomir Antic, der for nylig afgik ved døden, overtaget trænerposten, og med ham på sidelinjen, samt tilføjelser som José Molina i kassen samt Milinko Pantic og bulgarske Lyuboslav Penev længere fremme på banen, opstod der sød musik i arbejderdelen af Madrid.

Med 14-tallet på ryggen bidrog Simeone også med andet end kontante tacklinger og opildnende kommentarer, og flere af argentinerens ti sæsonmål kom på vitale tidspunkter i fremmarchen mod Atléticos første titel i 19 år.

Nederlaget til Real Madrid i 13. spillerunde var sæsonens første, men førstepladsen blev tilbageerobret runden efter i 3-0 sejren over Oviedo. Herfra så Simeone og co. sig ikke tilbage og tog mesterskabet, ligesom pokaltitlen blev sikret på en enlig scoring af førnævnte Pantic i den forlængende spilletid mod selveste FC Barcelona.

Simeones første ophold i den spanske hovedstad ophørte i 1997. Herefter fulgte seks succesfulde år i først Inter, hvor han varetog samme rolle som idolet Lothar Matthäus havde gjort år forinden, og sidenhen Lazio for argentineren, der samtidig trådte mere og mere i karakter på ét af klodens stærkeste landshold.

Diego Simeone hygger sig til Argentinas træning op til en kvalifikationskamp til VM i Frankrig 1998.

Med Simeone på holdet havde Argentina triumferet ved Copa América i både 1991 og 1993, ligesom han var med, da holdet tabte OL-finalen til Nigeria i 1996. Ved VM i Frankrig i 1998 var La Albiceleste også blandt favoritterne, og her kom Simeone for alvor i vælten, da England ventede i ottendedelsfinalerne.

- Tempoet og intensitet var helt enestående i første halvleg. Der stod 2-2 på måltavlen, og jeg husker, at jeg trak lidt ekstra efter vejret nede i omklædningsrummet i pausen, siger danske Kim Milton Nielsen, der dømte kampen i bagende hede i Saint-Étienne.

- Anden halvleg blev noget anderledes grundet den episode, som endte med at gå verden rundt. Dengang stod det ikke klart, at de to, Diego Simeone og David Beckham, ville blive så store personligheder i international fodbold, som de endte med at blive.

David Beckham og Diego Simeone i sekunder før at dommer Kim Milton Nielsen gav englænderen rødt kort.

- Simeone formåede at provokere Beckham tilpas meget, så han reagerede. Og det endte jo med, at Argentina, og ikke England, gik videre. Man kan sige, at det blev endnu et kapitel i deres i forvejen lange fodboldmæssige historie med slagteriet ved VM i 1966 og ”Guds hånd” 20 år senere, afslutter den tidligere topdommer.

Landsholdskarrieren sluttede fire år senere ved VM-slutrunden i Japan/Sydkorea, og henover 14 år nåede Simeone at trække den blå- og hvidstribede trøje over hovedet 106 gange. Gennem klub- og landsholdskarrieren stødte El Cholo på flere karismatiske trænere, heriblandt Daniel Passarella, Carlos Bilardo, Sven-Göran Eriksson og Luis Aragonés, men beslutningen om selv at gå trænervejen opstod på pludselig og dramatisk vis.

- Mit aktive punktum blev ikke sat, som jeg ønskede det, men jeg følte, at jeg stod i en situation, hvor jeg ikke kunne sige nej. Og har jeg lært noget af min tid i fodbold, så er det, at toget kun ankommer til perronen én gang, sagde Diego Simeone om sin ansættelse i Racing Club i februar 2006 til det argentinske magasin El Gráfico.

Et liv i Kongernes skygge

Trænerjobbet i hjemlandet kom på baggrund af kaos i den klub, han kort tid forinden havde båret anførerbindet for.

Racing Club befandt sig i en spillemæssig bølgedal og de trænernavne, de havde bejlet til, havde alle vendt tomlen ned. Simeone takkede ja, men blev kun i jobbet i lidt over to måneder grundet uoverensstemmelser med den nyindsatte præsident, der så anderledes på fodbolden end El Cholo.

Simeones navn kom dog hurtigt på bordet i en anden argentinsk storklub, og efter 23 års trofætørke tog Estudiantes, anført af den tidligere midtbanegeneral, titlen i 2006 efter finalesejr over Boca Juniors.

Diego Simeone jubler her som Estudiantes-træner efter sejren over Boca Juniors.

Trænerkarrieren i Argentina bragte ham også forbi Bocas ærkefjender, River Plate, samt San Lorenzo fra provinsen Santa Fe, men efter otte års fravær vendte Simeone i 2011 tilbage til Støvlelandet – denne gang som hærfører på sidelinjen fremfor inden for kridtstregerne.

Opholdet i upåagtede Catania, der dog dengang slog sine folder i Serie A, endte med overlevelse mod slutningen af sæsonen, og omgivet af 12 landsmænd i truppen var tiden på Sicilien lærerig og en perfekt måde at finde trænermæssigt fodfæste uden for de sydamerikanske grænser.

- Læringskurven var stejl i Catania, og det er derfra, at mange af mine ideer og mod på sidelinjen stammer fra, sagde Diego Simeone til The Guardian for år tilbage.

Overtager jobbet i Atlético Madrid

Mens den aktive karriere kastede masser af sølvtøj af sig, havde Simeone kun oplevet dette sporadisk som træner trods flere år i faget. Det var heller ikke med sølvtøj i udsigterne, at han takkede ja til jobbet i Atlético Madrid lillejuleaften 2011 efter Gregorio Manzanos forsmædelige nederlag til Albacete i Copa del Rey aftenen forinden.

Vinterpausen gav Simeone små to uger til at sætte sit præg på holdet, og via en stram organisation indkasserede Thibaut Courtois ikke ét mål i El Cholos første seks kampe som Atlético-træner. Ved sæsonafslutningen i maj rakte 1-0-sejren i Villarreal til en femteplads i LaLiga. Ligesom Simeone sikrede klubben europæisk hæder i form af Europa League-trofæet i den rent spanske finale mod Athletic i Rumænien.

Atletico Madrid-spillerne giver træner Diego Simeone en lufttur efter finalesejren på 3-0 i Europa League.

Atlético, ofte omtalt som Los Colchoneros, madrasserne, med reference til 1911, hvor man valgte at kreere de nye klubdragter af overskydende stof fra de rød-hvide madrasser, der var særdeles populære i Spanien i starten af det forrige århundrede, har altid stået i skyggen af storebror fra hovedstaden, Real Madrid, og deres evige kamp mod oprørene fra Catalonien, FC Barcelona.

Omkring årtusindeskiftet fristede Atlético en tilværelse i den næstbedste række, mens Kongeklubben sejrede i Champions League i både 1998, 2000 og 2002 og hver sommer føjede en ny verdensstjerne til truppen, de såkaldte Galácticos efter udsagn fra den daværende præsident, Florentino Pérez.

Simeone overtog ydermere tøjlerne hos Los Colchoneros i en tid hvor Messi- og Ronaldo-æraen buldrede derudaf, men El Cholo udviste mandsmod og cojones og i 2014 formåede at gøre det utænkelige, det naturstridige.

Løven uden behovet for at angribe

Årene er gået, men fremtoningen er altid den samme. Den sammenbidte mine, det tilbagestrøgede, lettere fedtede hår. En garderobe helt i sort og det iltre, sydlandske temperament.

På sidelinjen fremstår Diego Simeone ofte som en løve i fangeskab, men sandheden er snarere den, at El Cholo nyder at være den jagede fremfor den, der jagter sit bytte.

Diego "El Cholo" Simeone i sine tidligere trænerår i hjemlandet.

I amerikansk sport støder man ofte på football-træneren Paul Bryants famøse citat: ”Offense sells tickets. Defense wins championships”, og det slogan lader Diego Simeone til at have ladet sig inspirere af.

I argentinerens foreløbige syv fulde sæsoner i klubben har Atlético som det højeste indkasseret 31 mål henover kalenderens 38 ligakampe, og i 2015/16 tillod Jan Oblak blot modstanderen at score 18 gange i løbet af sæsonen – en ligarekord, han deler med Deportivos keeper fra 1994.

Simeones stil gør ofte Atlético til den afventende aktør, der lukrerer på fejl eller frustrationer hos modstanderen. Og selvom man på papiret har været overmatchet og mødt overmagten, har El Cholo og hans rød-hvide hær aldrig rystet på hånden og tvivlet på egne evne, tvivlet på konceptet. Han har på fornemmeste vis fået inkorporeret de dyder, han selv slog sit spil op på som aktiv.

Profiler har forladt Simeone på stribe

Mesterskabet i 2014 står som den foreløbige kulmination på Simeones tid i Atlético Madrid, og hans arbejde i klubben aftvinger respekt ud i selv de mindste afkroge af fodboldverdenen.

I sommer sagde flere profiler fra vinderepoken farvel, da mere end 1.300 kampe i form af Diego Godin, Filipe Luis, Juanfran og holdets ubestridte offensive stjerne, Antoine Griezmann, stemplede ud efter mange års tro tjeneste.

Antoine Griezmann var en af de store profiler, der forlod Simeone.

Året forinden gik også Rodri og Lucas Hernández fra borde, og det har fået den spanske sportspresse til at spekulere i, hvorvidt indeværende sæson, der af Simeone selv er blevet omtalt som en ”overgangssæson”, er hans sidste i denne omgang.

Simeones navn har flere gange været i spil, når Europas absolutte topklubber samt det argentinske landshold har været på trænerjagt, uden det reelt har udmøntet sig i noget.

En stor test venter

Om dette skyldes skrammerne fra finalenederlagene til Real Madrid i 2014 og 2016, hans angivelige lønførende hyre i Atlético eller det etiske aspekt og vrængen på næsen over måden Simeone anskuer fodbolden på, skal være usagt, men ingen bør betvivle hans meritter, mener Euan McTear. En skotsk journalist bosat i Madrid og forfatteren bag bogen ”Hijacking La Liga” - en fortælling om Atléticos naturstridige kamp i toppen af spansk fodbold.

- Han rykkede Atlético, den dag han kom til. Holdet havde samme udtryk i hans første opgør mod Málaga, som de har nu her, mere end 450 kampe senere. For Simeone er det vigtigste at vinde, ikke at underholde og spille berusende, siger han, og tilføjer.

- Han står dog overfor en stor test nu her. Holdet har mistet meget sjæl i løbet af få år. Både med flytningen fra Vicente Calderón til Wanda Metropolitano og med afgangen af en masse bærende kræfter. Han har bygget noget nyt op før, men det er tidskrævende, og har han tiden og tålmodigheden til det igen? Det er jeg spændt på at se, afslutter Euan McTear.

Når sæsonen igen kommer i gang, kan den næste tid blive meget afgørende for Simeone i trænersædet.

Udtrykket i år var inden fastfrysningen af ligaen mere hakkende end længe, og i skrivende stund er Atlético 13 point bag duksene fra FC Barcelona, men hvad endnu værre er, at de ikke er en del af de fire øverste pladser, der giver adgang til turneringen, hvor Los Colchoneros i årevis har været holdet, ingen vil møde over 180 minutter.

Corona-krisen står til at påvirke mange parametre ved fodbolden, men én ting synes mejslet i massiv granit. Når bolden atter triller på Wanda Metropolitano bliver det med fodboldeuropas største gangster på sidelinjen. Klar til at piske sit hold frem til sejr, klar til at gradbøje reglerne til egen vinding, klar til at indgyde håb - så længe håb er påkrævet i den rød-hvide del af Madrid.