Premier League skal i gang hurtigst muligt, siger britisk minister
Der blev senest spillet kampe i 9. marts. Siden har ligaen været suspenderet på grund af coronapandemien.
Premier League skal i gang så hurtigt som overhovedet muligt.
Det mener den britiske kulturminister, Oliver Dowden. Han har været i dialog med ligaen om en genopstart, efter at coronapandemien har sat alt fodbold i landet på pause.
- Jeg har personligt holdt møder med Premier League med henblik på at få fodbolden i gang igen så hurtigt som muligt for at støtte hele fodboldsamfundet, siger han i en spørgetime i det britiske parlament.
- Men selvfølgelig skal det ske i overensstemmelse med sundhedsmyndighedernes retningslinjer, tilføjer han.
Der blev senest spillet en kamp i Premier League 9. marts. Siden har ligaen været suspenderet.
Premier League-klubberne skal mødes igen fredag for at fortsætte diskussionen om genåbningen af ligaen. Ifølge den seneste melding arbejder klubberne mod at spille kampe igen i juni.
De tre London-klubber, Arsenal, West Ham og Tottenham, har sammen med Brighton allerede genåbnet deres træningsbaner og tilladt spillerne begrænset træning under stramme restriktioner.
Klubberne siger, at spillerne kun benytter de udendørs faciliteter til individuel træning, og der vil ikke være holdtræninger.
De fleste hold i Premier League mangler at spille de sidste ni kampe i sæsonen. Enkelte mangler ti.
Liverpool fører suverænt med 25 point ned til Manchester City på andenpladsen.