Fodbold

Sisto ved, at han må bøde for køretur til Danmark: - Der er ingen undskyldning

Pione Sisto fortæller, at hans intuition sagde, at han skulle vende hjem til Danmark. Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Pione Sisto ved godt, at han må bøde, efter han kørte fra Spanien og til Danmark. Derudover langer han ud efter spanske medier.

Den danske offensivspiller Pione Sisto var for en måned siden en del i vælten – især i spanske medier.

De kunne nemlig berette, at Sisto havde forladt Spanien og var kørt til Danmark, selvom der var udgangsforbud i landet.

Der er folk, der prøver at ødelægge mit image

Pione Sisto

Nu fortæller Pione Sisto for første gang selv om episoden, og han erkender, at han må bøde. Han gjorde det nemlig uden Celta Vigos tilladelse.

- Ja, jeg tog til Danmark i en bil. Der er ingen undskyldning. Min intuition sagde mig, at jeg bare skulle hjem til min familie i Danmark. Jeg ville hjem og være sammen med dem, og ja, jeg tog bilen hjem, siger Pione Sisto i en live på sin Instagram.

- Celta vidste det ikke. Det skal jeg betale for. Selvfølgelig. Og det har jeg gjort. Jeg har talt med Celta og må betale for det. Der er ingen undskyldning. Jeg skal selvfølgelig tage ansvar for, hvad jeg har gjort. Sådan er det.

'Hårdt at se på ting, der ikke er sande'

Men selvom køreturen, som de spanske medier berettede om, var god nok, så er der blevet skrevet andre ting, der slet ikke passer.

Mandag lavede Pione Sisto også en Instagram Live, hvor han fortalte, at han ikke vidste, hvornår der vil blive spillet fodbold igen. Det har spanske medier så tolket som om, at han ikke ville vende tilbage til Celta Vigo.

Og det er der intet hold i, fortæller han.

- Det er ikke første gang, det er sket, at folk har fået fejlinformation om noget, jeg ikke har sagt. Jeg skal forsvare mig selv mod noget, jeg ikke har gjort. Det er virkelig trist, siger Sisto.

- Der er folk, der prøver at ødelægge mit image. Det er virkelig hårdt at se, når folk tror på ting, der ikke er sande overhovedet.

Celta Vigo og resten af de spanske klubber i La Liga træner ikke i øjeblikket og afventer yderligere information om, hvornår og hvorvidt ligaen overhovedet kan genoptages.