Sådan er de danske landsholdsspillere blevet påvirket af coronapandemi
Danmarks landsholdsspillere er alle blevet påvirket af coronapandemien, der har lukket ligaer ned verden over. Få overblikket over danskerne her.
23 danske landsholdsspillere har alle fået forandret hverdagen på hver deres måde efter udbruddet af den smitsomme virus covid-19.
Udsigterne til at spille fodbold ser også forskellig ud fra spiller til spiller.
TV 2 SPORT gennemgår herunder hver dansk landsholdsspillers situation. Der er taget udgangspunkt i den seneste landsholdstrup, der blev udtaget af Åge Hareide til landskampene mod Gibraltar og Irland i november sidste år.
Åge Hareide selv har været dansk landstræner for sidste gang, efter at EM-slutrunden blev udskudt til sommeren 2021.
Nordmanden bliver officielt afløst af Kasper Hjulmand 1. august.
DANMARK:
En enkelt spiller fra landsholdstruppen optræder til dagligt i den danske Superliga, der er udskudt på ubestemt tid. Divisionsforeningen oplyser, at sæsonen tidligst bliver genoptaget 24. maj.
Jesper Hansen (FC Midtjylland)
Landsholdsmålmanden Jesper Hansen er på træningsbanen i små grupper sammen med spillere og stab hos Superligaens førerhold, FC Midtjylland.
I begyndelsen af marts underskrev Jesper Hansen en ny toårig aftale med klubben, der for nylig har kørt en kampagne, der hylder de ansatte i regionens sundhedssektor. Her har den nu 35-årige målmand også været aktiv på de sociale medier.
POLEN:
I Polen satser forbundet på at genstarte Ekstraklasa-ligaen 29. maj. Planen er godkendt af den polske premierminister, og sæsonen står til at blive afsluttet den 20. juli. Fra på mandag 4. maj må spillerne igen vende tilbage til træning i grupper på maksimalt seks personer. Alle spillere, ledere og dommere skal testes for corona-virus, før ligaen kan genoptages.
Christian Gytkjær (Lech Poznan)
Den danske topscorer, Christian Gytkjær, får sandsynligvis sit polske eventyr forlænget med en måned. Han har kontraktudløb 30. juni, men FIFA arbejder på et internationalt regelsæt, der tager højde for den udsatte afslutning på fodboldsæsonen.
Under corona-pausen var Christian Gytkjær et smut i Danmark.
Da han kom tilbage til Polen 19. april, måtte han i 14 dages selv-isolation. Det skabte dog panik hos politiet, der hver dag skulle kontrollere, at han rent faktisk overholdt karantænen.
- Der var en lille fejl i min lejekontrakt, hvor der stod en forkert adresse. Jeg bor i sådan et kompleks - et lidt lukket område, hvor udenlandske arbejdere ofte bor. Der havde vores udlejer skrevet et forkert lejlighedsnummer på, så politiet troede, at jeg var i en anden lejlighed her i komplekset, har Christian Gytkjær fortalt til B.T.
På søndag er Christian Gytkjær færdig med karantænen, og han kan derfor begynde træning i klubben. Danskeren har ikke lagt skjul på, at han gerne vil prøve sig af i en større liga, og med 15 mål i sæsonen burde der være interesse for en transferfri bomber til næste sæson.
SPANIEN:
To danske landsholdsspillere optræder til dagligt i La Liga, der også er udskudt på ubestemt tid. La Ligas præsident, Javier Tebas, har ytret ønske om at genoptage sæsonen enten 28. maj, 6. juni eller 28. juni. Professionelle sportsfolk kan træne individuelt fra 4. maj, oplyser premierminister, Pedro Sanchez. Ifølge Reuters er planen, at spillerne kan træne i små grupper 11. maj.
Martin Braithwaite (FC Barcelona)
Martin Braithwaite nåede kun at repræsentere sin nye klub FC Barcelona i tre kampe efter skiftet fra Leganés i februar, før La Liga blev suspenderet.
Danskeren havde endnu ikke fundet bolig i Catalonien og boede derfor på Hotel Sofia tæt på Camp Nou. Det blev senere lukket ned, så danskeren rejste tilbage til familiens hjem i Madrid, hvor han har selvtrænet og også modtaget træningsplaner fra Jens Bangsbo, der er assisterende træner i Atalanta.
- Det er i høj grad et spørgsmål om at bevare udholdenhedskapacitet og styrke i denne periode, siger Jens Bangsbo til TV 2 SPORT.
I slutningen af marts satte Martin Braithwaite også selv ord på sin situation og udfordringerne ved at være isoleret i sit hjem, når han skal træne.
Spillertruppen i FC Barcelona er også gået 70 procent ned i løn.
Daniel Wass (Valencia)
Daniel Wass er også isoleret i sin hjem i Spanien. Udover at passe sin træning derhjemme er Valencia-danskeren også blevet udfordret af at skulle hjælpe sin ældste datter på ni år med skoleopgaver, hvor hun blandt andet bliver undervist i fire sprog samt matematik og videnskab. Han taler med sine holdkammerater over Skype hver tredje dag, og har tidligere beskrevet, at uvisheden er svær at leve med.
- Det værste er jo, at du ikke har en slutdato. Du sidder bare på en kondicykel og ved ikke hvor længe, du skal sidde der. Det kan være to uger, en måned eller halvanden. Det er mentalt hårdt, at du ikke ved, hvornår det slutter, siger Daniel Wass til TV 2 SPORT.
Valencia meldte i marts ud, at 35 procent af klubben var blevet smittet med coronavirus. Daniel Wass var ikke en af dem.
ITALIEN:
Seks danske landsholdsspillere spiller i Italien. Serie A er udskudt på ubestemt tid og håber på at kunne genoptage sæsonen i slutningen af maj eller begyndelsen af juni. Spillerne i Italien må træne individuelt fra 4. maj og som hold fra 18. maj, oplyste Italiens premierminister, Giuseppe Conte, på et pressemøde 26. april.
Andreas Cornelius (Parma på leje fra Atalanta)
Andreas Cornelius har sammen med resten af spillertruppen, trænere og den sportslige ledelse fået reduceret sin løn for at hjælpe den italienske klub igennem den igangværende krise.
Andreas Cornelius er udlejet fra Atalanta fra Bergamo i Norditalien, der har været et af de hårdest ramte områder i Europa.
- De billeder, man har set derfra, gør jo indtryk. Jeg kender stadig en masse, der bor der, og de var endnu hårdere ramt, end vi var i Parma. Det er selvfølgelig ikke sjovt at se lastbiler, der kører lig ud af byen, siger Andreas Cornelius til Viaplay ifølge bold.dk.
Den danske angriber fortæller også, at han rejste til Danmark under krisen. Hverdagen var svær at få til at hænge sammen i Italien, hvor det var vanskeligt at træne hjemme og foretage indkøb.
Jens Stryger Larsen (Udinese)
Jens Stryger Larsen er også rejst tilbage til Danmark, hvor vilkårene er markant bedre end i det kriseramte Italien, hvor han ikke må gå længere end 200 meter væk fra sin bopæl.
- Jeg ved ikke, hvornår der er udsigt til at skulle tilbage igen, og hvornår vi kan starte turneringen op eller begynde at træne. Jeg var dernede (Italien, red.) i lidt over tre uger, og det var ikke så sjovt at være dernede, siger den danske Udinese-spiller til TV 2 SPORT med henvisning til de mange restriktioner, hvor det kun er tilladt at forlade sin bopæl, hvis man har et vigtigt gøremål.
Jens Stryger Larsen prøvede også at spille for lukkede døre, inden Serie A blev udsat. Han har tidligere givet udtryk for, at ’det kom meget tæt på’, da virussen ramte Italien.
Peter Ankersen (Genoa)
Peter Ankersen kom til Genoa fra FC København sidste sommer. Han har ligesom de fleste andre i Italien være isoleret i sit hjem og fortalte 12. marts, hvordan han oplevede, at folk ikke tog det seriøst i starten, før det blev rigtig alvorligt i Italien.
- Det giver noget nervøsitet, når man sidder i et af de lande, der er hårdest ramt, siger han til Eurosport.
Til podcasten Hr. København har Peter Ankersen forklaret, hvordan kæresten og ham forsøger at handle ind til flere dage ad gangen for at undgå risikoen for at blive smittet i supermarkedet. Træningen har dog været en udfordring.
- Jeg forsøgt at holde mig i gang derhjemme, så meget jeg nu kan med diverse øvelser, og hvad man ellers kan finde på. Det er klart, at det er en svær situation, når man er sportsmand, og man lever af at holde sig i form. Når de mest basale ting som en cykel i fitness bliver taget fra en, så er det lidt svært at holde sig i gang, siger Peter Ankersen.
Den danske landsholdsspiller har også oplevet, at en taxachauffør råbte af ham, da han var ude at løbe en tur i Italien. Ellers får han meget tid til at gå med at se film, serier og spille Call of Duty på PlayStation og Counter Strike på computeren med vennerne.
Lasse Schöne (Genoa)
Ligesom Peter Ankersen var Lasse Schöne ny mand i Genoa sidste sommer efter mange succesfulde sæsoner i Ajax. Danskeren har været fast mand på midtbanen og indrømmede i marts, da fodbolden var ved at lukke ned, at tilvænningen til det nye liv var en udfordring.
- Det var svært til at begynde med. Når du rejser fra et land til et andet, skal du vænne dig til, hvordan tingene fungerer i det nye land. Mine børn savnede deres venner, men nu nyder vi alt det, som Italien har at byde på. Vi er ved at falde til, sagde Lasse Schöne til klubbens hjemmeside ifølge Football Italia.
Både fodboldkommentator Flemming Toft og fodboldekspert Kasper Lorentzen vurderede i TV 2 SPORT’s podcast: Hjemmefra: Hvad betyder det udsatte EM for Danmark?, at udsættelsen af EM til 2021 var dårligt nyt for Lasse Schöne.
21. marts var han aktiv på Instagram, hvor han ligesom mange andre fodboldspillere delte Nikes kampagne ’Playinside, play for the world’ som en opfordring til at holde sig hjemme.
Simon Kjær (AC Milan på leje fra Sevilla)
Landsholdets anfører, der stadig er ejet af Sevilla, skiftede i januar sit lejemål med Atalanta ud med AC Milan. Under coronapandemien har Simon Kjær dog ytret sit ønske om at blive permanent i klubben.
- Min drøm er at blive i AC Milan, og når tiden er inde, vil vi tale med klubben om det. Jeg skal lægge ultimativt pres på klubben for at overbevise dem om at udnytte min købsoption, sagde han i midten af april.
Simon Kjær fortalte også, hvordan han under pausen fra fodbold er kommet sig fuldstændig over sine skade og har forsøgt at forbedre sig både fysisk og mentalt. Han har udtalt til Ekstra Bladet, at hans kone og børn rejste til Sverige tidligt under krisen, og at han derfor selv var isoleret i sin lejlighed i Milano.
- Vi har talt meget om situationen i klubben, og AC Milan har som klub støttet 100 procent op i kampen mod coronavirus og tager ansvar ved at køre støtte- og oplysningskampagner. Både klubben som helhed og vi spillere har støttet med donationer, ligesom vores supportere i øvrigt også har, siger han til Ekstra Bladet.
Fodboldkommentator Flemming Toft vurderer, at Simon Kjær kan miste sin status som anfører til det udskudte EM i 2021, da Kasper Hjulmand afløser Åge Hareide til september. Landsholdsanføreren ærgrer sig over, at Hareide ikke fik lov til at føre Danmark til EM, da ’han havde fortjent den perfekte afsked’.
Christian Eriksen (Inter)
Landsholdsprofilen nåede inden nedlukningen af fodbolden kun at spille otte kampe for sin nye klub Inter, efter skiftet fra Tottenham i januar. Da coronavirussen brød ud, var Christian Eriksen tvunget til at flytte, da han boede på et hotel i Milano, der var nødt til at lukke ned. Danskeren tog i slutningen af marts til Danmark og vendte retur til Italien i midten af april.
Danskeren har medvirket i ’corona-fitness’ med den danske komiker Melvin Kakooza. Ligesom Simon Kjær sendte Christian Eriksen også en tak, da Åge Hareide sagde farvel som dansk landstræner.
- Der skal også lyde et kæmpe tak til Åge for hans tid som dansk landstræner herfra. Det har været en fornøjelse både på og uden for banen. Mange sejre og mange mål - og meget få nederlag i en enestående stime. Tak for alt, du har givet mig og os på landsholdet, skrev han på sine sociale medier.
TYKSLAND:
Fem danskere optræder i Bundesligaen i Tyskland, hvor ligaens direktør, Christian Seifert har meldt klar til en genstart af sæsonen 9. maj.
Den endelige beslutning kræver dog et grønt lys fra politikerne. Eksperter i Tyskland har anbefalet, at spillerne skal bære masker under kampe, hvis ligaen bliver genoptaget.
Frederik Rønnow (Eintracht Frankfurt)
Den danske landsholdsmålmand har døjet med forskellige skader i løbet af sæsonen og har kunne bruge pausen til komme fysisk på toppen. Fra sin bopæl i Frankfurt har han også observeret udviklingen i Danmark.
- Jeg har fulgt lidt med i, hvordan det går derhjemme i Danmark, og jeg er meget imponeret over, hvordan regeringen virkelig er trådt i karakter og har udsendt nogle retningslinjer for, hvordan vi forhåbentlig kan komme over på den anden side af den her grimme virus, siger Frederik Rønnow til Brøndby Indefra.
Danskeren er sammen med resten af spillerne, staben og bestyrelsen i Eintracht Frankfurt gået 20 procent ned i løn i april, maj og juni, oplyste klubben på sin hjemmeside.
Mathias ’Zanka’ Jørgensen (Fortuna Düsseldorf på leje fra Fenerbahce)
Landsholdsstopperen skiftede i vinter Tyrkiet ud med Tyskland, da han blev udlejet fra Fenerbahce til Fortuna Düsseldorf, hvor det indtil videre er blevet til seks kampe. Fire kampe i Bundesligaen og to kampe i den tyske pokalturnering.
Mathias ’Zanka’ Jørgensen og resten af truppen er blevet udstyret med gps-ure, så klubben kan se specifikt, hvor spillerne er, og hvor meget de bevæger sig. Det fortæller den danske landsholdsspiller i et interview med Eurosport.
- Det var sådan, de fandt ud af, jeg var i Danmark. Vi har også træningssessioner med webcam. Så ligger man der, og så sidder der en tysk træner og råber og skriger, at vi skal lave dit og dat, og så står jeg og hopper herhjemme i stuen, siger danskeren i interviewet.
Thomas Delaney (Borussia Dortmund)
Den danske midtbanespiller har været både ankel- og knæskadet i denne sæson, hvor han ikke har været i kamp siden 26. oktober.
Den vesttyske klub genoptog træningen i slutningen af marts, og Thomas Delaney er også tilbage på træningsbanen igen.
Spillerne i Borussia Dortmund er også gået ned i løn for at vise solidaritet med klubbens i alt 850 ansatte. Danskeren har på de sociale medier opfordret folk til at passe på hinanden og sig selv.
Robert Skov (1899 Hoffenhiem)
Offensivspilleren byttede sidste sommer FC København og Superligaen ud med Hoffenheim og Bundesligaen. For nyligt lavede han et opslag på de sociale medier, hvor han skrev, at han savner det smukke spil.
I ventetiden har han dog haft tid til at lave meget andet.
- I begyndelsen forsøgte jeg at have nogle projekter for at holde mig optaget, så jeg fik min terrasse til at se fin ud og købte nogle møbler til terrassen for at nyde det dejlige vejr i Heidelberg. Så har jeg bygget lidt Lego og facetimet med min familie, venner og kæreste, og set film og læst bøger, siger Robert Skov til Bundesligaens hjemmeside ifølge Tipsbladet og tilføjer om Lego-projeket:
- Først byggede jeg en Bugatti-bil, så det var et godt projekt. Lego lavede en fantastisk bil med fantastiske detaljer, der var på næsten 4.000 stykker. Det var et helt projekt, og jeg tror, det tog omkring 25 eller 30 timer i alt, så det var et langt projekt, og det var sjovt.
Yussuf Yurary Poulsen (RB Leipzig)
Den danske landsholdsangriber har mistet sin plads som stamspiller hos RB Leipzig. I coronapausen har Yussuf Poulsen skulle forholde sig til spekulationer om hans fremtid, da den tyske avis Bild i begyndelsen af april skrev, at danskeren havde indgivet en transferanmodning til klubben.
Det blev afvist af både agenten og ham selv.
- Jeg tænkte, det var en aprilsnar, da jeg læste det. Det har ikke noget på sig, udtalte Yussuf Poulsen til det tyske nyhedsbureau dpa.
Yussuf Poulsen blev far i september sidste år og har på Twitter ytret sin undren over for tegnefilms tv-serien Gurli Gris.
ENGLAND:
England er kendt som fodboldens moderland, og måske var det netop de dybe historiske rødder, der gav genklang hos den britiske kulturminister Oliver Dowden, da han tidligere på ugen udtalte, at ”fodbolden skal i gang igen så hurtigt som muligt.”
Sæsonen blev afbrudt 9. marts, og siden har Storbritannien været hårdt ramt af corona-pandemien.
1. maj skal klubberne i Premier League mødes for at diskutere, hvordan planen for en genopstart af sæsonen skal forløbe. De fleste beretninger peger mod, at sæsonen går i gang 8. juni. 27. april åbnede Arsenal, West Ham og Brighton deres træningsanlæg, så spillerne under skrappe restriktioner kan lave individuel træning.
Kasper Schmeichel (Leicester City)
Landsholdsmålmanden har blandt andet brugt corona-pausen på at hjælpe dem, som har brug for en håndsrækning under sundhedskrisen.
I marts donerede han 20.000 pund, omkring 160.000 kroner, til en lokal velgørenhedsorganisation i Leicester. Pengene går til ældre, som har brug for værnemidler og ekstra besøg for at klare sig gennem krisen.
Sammen med en lang række Premier League-spillere oprettede Kasper Schmeichel i begyndelsen af april en fond, hvor pengene kommer det britiske sundhedsvæsen til gode i kampen mod corona-sygdommen. Initiativet blev lanceret under hashtagget #PlayersTogether på sociale medier, men det vides endnu ikke, hvor stort et beløb spillerne har samlet sammen.
Kasper Schmeichel kan med god samvittighed kigge tilbage på en imponerende sæson hos Leicester. Klubben har endnu en gang kæmpet sig op blandt de øverste hold i Premier League – som da de sensationelt vandt mesterskabet i 2016 – og ligger aktuelt på tredjepladsen.
Andreas Christensen (Chelsea)
Flere Premier League-klubber som Liverpool, Newcastle og Tottenham har vakt befolkningens vrede, fordi de har hjemsendt personale gennem de statslige støtteordninger. For hvorfor skal skatteborgerne holde hånden under klubber, som sommer efter sommer køber spillere for astronomiske beløb på flere hundrede millioner kroner?
Kritikken blev anerkendt af Liverpool og Tottenham, som derfor trak beslutningen tilbage.
Hos Chelsea får Andreas Christensen stadig sin fulde løn, og det samme gør alle andre ansatte i klubben uden brug af hjælpepakker.
Henrik Dalsgaard (Brentford)
Drømmen om Premier League lever endnu for Brentford, som hver dag må krydse fingre for, at sæsonen i Englands næstbedste række, Championship, ikke bliver aflyst, så muligheden for oprykning med ét fordufter.
Den lille London-klub, som har samme ejer som FC Midtjylland, har leveret en fantastisk sæson og ligger på fjerdepladsen, der giver adgang til playoff-kampe om oprykning. Højrebacken forlængede tidligere på sæsonen sin kontrakt, så den også gælder for næste sæson. Til stor glæde for den danske træner, Thomas Frank.
- Hans præstationer i denne sæson har været forrygende, og han har været en af de bedste spillere i denne sæson, lød de rosende ord fra Thomas Frank.
Planerne om at genstarte Championship ventes ligesom Premier League at blive i juni.
Christian Nørgaard (Brentford)
Christian Nørgaard kender om nogen cheftræner Thomas Frank, som midtbanespilleren også havde i Brøndby. Efter sensommerskiftet fra italienske Fiorentina har Nørgaard igen fået skub i karrieren, og han er øjeblikkeligt blevet en profil hos Brentford.
Sammen med flere klubber i Championship har Brentford-spillerne accepteret en midlertidig nedgang i lønnen på 25 procent, som vil blive betalt tilbage, hvis sæsonen genstartes. Et andet presserende problem for Brentford er, at holdet skal flytte ind på et helt nyt stadion til næste sæson. Men på grund af coronakrisen blev byggearbejdet stoppet i begyndelsen af april, og derfor er det usikkert, om det når at blive færdigt til næste sæson.
Pierre-Emile Højbjerg (Southampton)
Som anfører i Southampton var Pierre-Emile Højbjerg med til at forhandle en udskydelse af lønnen for april, maj og juni hjem. Southampton blev dermed den første klub i Premier League til at indgå en aftale med spillertruppen, så de kunne undgå at fyre ansatte i klubben.
Southampton, der også har Jannik Vestergaard i truppen, afventer som alle andre klubber nu udviklingen af corona-udbruddet.
- Situationen udvikler sig hele tiden, og vi vil fortsætte med at overvåge og handle på den indflydelse, det har på klubben i de kommende uger, før vi tager stilling til, om øvrige tiltag er nødvendige, skrev klubben på sin hjemmeside i forbindelse med aftalen.
Ligesom Kasper Schmeichel har Pierre-Emile Højbjerg også doneret penge til velgørenhedsfonden #PlayersTogether.
FRANKRIG:
De franske klubber blev tvunget til at skrinlægge alle planer om en genstart, da premierminister Édouard Philippe i tirsdags leverede beskeden om, at der ikke må spilles fodbold før til september i Frankrig. Nu skal de franske klubber holde møde og beslutte, hvilke konsekvenser aflysningen af sæsonen får i forhold til op- og nedrykning samt mesterskabstitel, hvor Paris Saint-Germain er 12 point foran Olympique Marseille.
Joachim Andersen (Lyon)
Sæsonen begyndte stærkt for Danmarks dyreste fodboldspiller, da han var stamspiller det meste af efteråret, men holdets dårlige resultater har været med til at sende ham på bænken efter årsskiftet.
Lyon lå på en syvendeplads, da sæsonen blev afblæst, men det var den rigtige beslutning at stoppe nu, mener Joachim Andersen.
- Frankrig er utrolig hårdt ramt af coronavirussen, og efter ministerpræsidentens udmelding tirsdag var der ikke andet at gøre end at aflyse turneringen. Jeg tror, vi alle sammen kan se, at der for én gangs skyld er noget, der er vigtigere end fodbold, siger Joachim Andersen til TV 2 SPORT.
Sæsonen behøver dog ikke være overstået for Joachim Andersen. For Olympique Lyon er fortsat med i Champions League, hvor man vandt den første 1/8-finale på hjemmebane med 1-0 over Juventus.
UEFA går efter at afvikle de resterende kampe i Champions League i august, men i tilfælde af at Lyon går videre, vil holdet ikke kunne spille på hjemmebane i Frankrig. Den problematik skal UEFA have fundet en løsning på.
Kasper Dolberg (Nice)
Lige oven over Lyon ligger Nice på en sjetteplads, og det skyldes især målene fra Kasper Dolberg, at den sydfranske klub igen har haft gang i en god sæson.
Dolberg har lavet 11 scoringer i Ligue 1, og den 22-årige angriber virker til at have fået karrieren på rette vej igen efter et par svære sæsoner i hollandske Ajax. Inden sæsonen blev afbrudt leverede han begge Nices mål i 2-1 sejren over Monaco, og han lignede en spiller, der ville komme til EM-slutrunden med stor selvtillid.
SVERIGE:
Den svenske sæsonstart lader vente på sig i år. Den svenske liga følger kalenderåret, og derfor skulle Allsvenskan være begyndt i starten af april, men det er nu udskudt til juni.
De svenske klubber er enige om, at sæsonen kan gå i gang fra den 14. juni, og planen er også, at der må være tilskuere på stadion.
Sverige har haft en mere lempelig tilgang til at håndtere corona-udbruddet end de fleste lande, men det svenske fodboldforbund understreger, at man følger udviklingen af sygdommen, før man tager endelig stilling til eventuelle tilskuere på stadion. De svenske klubber havde i april mulighed for at spille træningskampe, men efter anbefaling fra sundhedsmyndighederne blev det stoppet i sidste uge.
Jonas Knudsen (Malmö FF)
Det danske islæt i Malmö FF blev en del større i vinterpausen, da Jon Dahl Tomasson gik fra at være assistent for Åge Hareide på det danske landshold til at være cheftræner i Malmö.
I forvejen tæller spillertruppen udover Jonas Knudsen også Lasse Nielsen, Anders Christiansen og Søren Rieks.
Siden den 6. april har spillerne haft mulighed for at træne, og Jonas Knudsen og kompagni kan forberede sig til en ny sæson, hvor de skal forsøge at vinde mesterskabet efter at have været bare ét point fra Djurgården i 2019.