Fodbolden er død - men Braithwaite lever

16x9
Martin Braithwaite løber på banen til sin debut for FC Barcelona. Foto: Albert Gea / Ritzau Scanpix

TV 2 SPORTs fodboldkommentator Flemming Toft har bemærket, at FC Barcelonas dansker ikke lader sig glemme.

Mens en hel verden er fodbold-lukket ned, og vi så småt er ved at glemme, hvad de hedder, dem der uge efter uge begejstrer os, og som vi holder med og af, så er der enkelte med deres helt eget liv i disse tider.

Ingen er udtaget til hverken klub- eller landshold, for der spilles som bekendt ikke. Og så er der stille om dem, der normalt er i overskrifterne. Men sådan er det ikke med Martin Braithwaite, der som ingen anden popper op og gør opmærksom på sig selv. Positivt ment.

Den 28-årige vestjyde skiftede medie-ham, da han i februar blev købt af selveste FC Barcelona fra upåagtede Leganés. Han og mediemøllen skulle lige omkring nogle hektiske spekulationer. Var han nu købt, hvad ville FC Barcelona med ham, ville de sælge ham videre til sommer? Spørgsmålene stod i kø, dengang det var uden afstand.

Pakket ind i et stort firma

TV 2 SPORT var i den catalanske hovedstad i dagene omkring dette transfermæssige klimaks. Vandrørene gurglede og fortalte, at det kunne blive aktuelt med dette sensationelle skifte. Derfor var en fotograf, et fastboende medlem af TV 2-familien og jeg udstyret med kamera, mobiltelefoner, nysgerrighed og tålmodighed i dagene omkring den 20. februar.

Vi stod, sad og lå på cementen foran indgangen til Ciutat Esportiva Joan Gamper 20 minutters taxakørsel sydvest for Ramblaen. Det er her, de kommer, Barca-stjernerne. Én efter én. Vi var sammen med globale fans, der higede efter et vink, en autograf og helst en selfie. Men de rullede alle forbi i biler i millionklassen. Messi, Piqué, Suarez, ind på træningsanlægget.

Vi ventede på Braithwaite. For var det her, i lufthavnen eller ved hospitalet, hvor vi havde hørt, han skulle til det obligatoriske lægetjek, hvis der var Barca-alvor i luften. Vi var alle tre steder på skift. Og fik ham.

Siden blev det en kendsgerning. Dages venten og søgen i dette hemmelighedskræmmeri gav pote. Endelig stod der Braithwaite på kontrakten med storklubben.

Nu var han pakket ind i et verdensomspændende fodboldfirma, der beskytter og helst gemmer sine ansatte. Og endnu mere i disse pandemitider, hvor alt er lukket ned - også mundtøjet. Vi hører ikke noget til de største stjerner - og det gælder over hele kloden, heller ikke de danske. Hvornår har du sidst hørt noget fra Christian Eriksen og co.?

Selvtræner, reklamerer og babysitter

Men Martin Braithwaite er ikke til at holde nede. Han ekspanderer i medieudbrud foran et velhængt tæppe af rådgivere og SoMe-folk. Han er ganske enkelt den mest eksponerede fodboldspiller i øjeblikket.

- Hej, allesammen, alle Barcelona-fans over hele verden. Jeg glæder mig til alle de pokaler vi vil vinde, og alle de øjeblikke vi sammen skal dele.

Bum. Den gik rent ind, mens lægekorpset bag ham satte kryds ud for alt det fysiske, da han i februar ankom.

Så fik vi Braithwaite jonglere med børnene, vi fik ham træne side om side med Messi, vi fik ham lidt i kamp få dage efter hans signing, og så trådte kontoret bag hans sociale medier i karakter. På et splitsekund var der over 100.000 følgere på Twitter og 500.000 på Instagram, der fandt ham under navnet Braithwaite no 1.

Da han var i Leganés var der 2-4000 likes, når han lagde noget op på Instagram. Nu klikker den for det meste på plus 100.000. Selvfølgelig har det at gøre med FC Barcelonas fanskare, men også med danskerens synlighed.

Uanset om det handler om, at han sidder derhjemme og ser TV, han fletter fingre med sin nyfødte søn, som, vi får at vide, skal hedde Valentino, han viser sin nyklippede isse, han selvtræner, han spiller bold med sine andre børn i haven, han reklamerer, eller han sidder i sofaen og babysitter den, mens han fordyber sig i “10-minute toughness” - en bog om at vinde mentalt før kampen begynder. Eller Neville Goddard's spirituelle klassiker: “The Complete Reader”.

Dansk julemad

Braithwaite har aldrig lagt skjul på sine ambitioner, sin selvtillid, sin seriøsitet, sin begejstring for familien, for Gud den Almægtige og for rødbedesaft. Og han deler gerne generøst ud af sine tanker. For han ved, hvad han vil med dem.

Og selvom fodbolden er bag lås, så vrider han sig ud på de medier, der tager imod. Selvfølgelig de omtalte sociale, men også Go’ Morgen og Go’ Aften Danmark, DR og de lokale spanske aviser. Og han går de mange tusinde fans i møde med mulighed for spørgsmål og svar på nettet.

Vi får svar på hans yndlingsret, som er den traditionelle danske julemad, at hans tandbørste er rød og blå (Barcelonas farver, red.), at folk, der vil gøre andres liv bedre, er hans største inspiration i livet, at han savner fodbolden og FC Barcelona mere end nogensinde, at han er den hurtigste af alle spillerne i klubben og at han bruger meget tid på at visualisere fremtiden i sit hoved.

Det kan godt være, fodbolden lige nu er død, men Martin Braithwaite lever - i den grad. Han lader sig ikke glemme.