Fodbold

Færing glemmer ikke grim albue, efter Zlatan havde kaldt dem fiskere

Atli Gregersen (til venstre) fik i VM-kvalifikationskampen mellem Sverige og Færøerne i 2013 Zlatan Ibrahimovic' albue at føle.  Jonathan Nackstrand / Scanpix Denmark

Zlatan uddelte en slem albue til en færøsk forsvarsspiller, smed bolden i hovedet på målmanden og scorede to mål, da Sverige mødte Færøerne i 2013.

Zlatan Ibrahimovic har gennem tiden fået fans op af sæderne med sit imponerende spil, og hans underholdende udtalelser har bragt smilet frem på folks læber.

Men da Sverige i 2013 mødte Færøerne i VM-kvalifikationen, viste han sig ikke fra sin bedste side.

Det husker den færøske midterforsvarer Atli Gregersen stadig syv år senere. Selvom han altid har set op til den svenske superstjerne, så fik Gregersen den negative side at føle.

- Vi havde snakket frem og tilbage gennem hele kampen, og han kaldte os fiskere, fortæller Gregersen til TV 2 Norge.

Gregersen svarede Zlatan igen med noget, som "ikke var så pænt", forklarer han nu selv. Det behagede ikke den store svensker.

Det næste øjeblik plantede han en albue i hovedet på Gregersen, som blev sendt til tælling.

- Det sagde 'bang'. Jeg blev liggende i ti sekunder og forstod egentlig ikke, hvad der skete, siger Gregersen.

Smed bolden i hovedet på målmand

Zlatan var gennem kampen irriteret over, at de færøske spillere konstant klagede til dommeren. Men albuen var åbenbart ikke nok aflad for Zlatans frustrationer.

Senere i kampen stod Gregersen og Zlatan over for hinanden midt i endnu et skænderi, mens dommer Nikolay Yordanov stod imellem dem og noterede et rødt kort til svenskerens holdkammerat Andreas Granqvist.

Zlatan stod med bolden i hånden. Bag ham kom den færøske landsholdsmålmand Gunnar Nielsen for at give sit besyv med, men så langt nåede han ikke.

Forløsningen var stor, da Zlatan på et straffespark bragte Sverige på 2-0 med en mand i undertal.

Uden at skænke ham et blik kastede Zlatan bolden skråt til siden og ramte målmanden lige i hovedet. Det skabte stor frustation og protest blandt de to færøske spillere, men dommeren så ikke situationen.

Zlatan kunne efter kampen gå fra banen uden kort og noteret for begge mål i svenskernes 2-0-sejr.