Fodbold

Zlatan er rejst til Italien - men drømmen hos Hammarby-chef er ikke slukket

Zlatan Ibrahimovic har i øjeblikket kontrakt med italienske AC Milan. Jonathan Nackstrand / Ritzau Scanpix

Jesper Jansson, sportschef i Hammarby, siger, at der er en chance for, at Zlatan kan finde på at spille i klubben.

Zlatan Ibrahimovic har indtil i dag trænet med i svenske Hammarby, siden Serie A lukkede ned sammen med resten af Italien i marts.

Og det er sket til trods for, at AC Milan tidligere har sagt, at de gerne vil have ham hjem til Italien. Mandag skriver flere svenske medier så, at Zlatan Ibrahimovic er rejst til Milano.

Det har hele tiden været Zlatans plan at vende retur til AC Milan, når den italienske liga blev genoptaget. Men stjernens tid på træningsanlægget i Hammarby har givet den svenske klub troen på, at der er mulighed for, at angriberen kan blive en fast del af klubben.

- Jeg synes, at der er en chance for, at Zlatan kan spille i Hammarby, siger Hammarby-sportschef Jesper Jansson til Expressen og fortsætter:

- Men det er kun Zlatan, der ved det. Han har ikke sagt noget om det, og jeg har ikke brug for at fortælle ham, at vi vil have ham her.

Et løft for spillerne

Sportschefen fortæller også, at det har været vanskeligt at motivere truppens spillere i den svære situation, som coronavirusset har forårsaget.

Men det ændrede sig brat, da angriberen kom til klubben.

- Da Zlatan kom, blev det bemærket af alle. Det løftede alle spillere - mig inklusiv. Han vil også vide, hvordan vi arbejder i Hammarby, hvordan vi arbejder fremadrettet, og det har styrket mit indtryk af, at han er kommet her, fordi han vil have noget med Hammarby at gøre, siger Jesper Jansson.

Zlatan Ibrahimovic har allerede meget med klubben at gøre. Han ejer nemlig en fjerdedel af den. Men om han i den nærmeste fremtid vender tilbage til svensk fodbold, vil tiden vise.

Indtil da holder sportschefen kontakten med Zlatan.

- Det var en sjov og spændende tid at have ham her, men han er tilbage til Italien i dag. Vi forventer, at han færdiggør sin kontrakt med Milan, siger Jesper Jansson.

To ugers karantæne

Selvom Zlatan mandag er vendt tilbage til Italien, må han vente lidt endnu, før han igen kan træne med sine holdkammerater på Milanello-anlægget. Angriberen skal nemlig først i to ugers karantæne, mens resten af holdet må begynde at træne igen fra 18. maj.

Der er dog lange udsigter til at spille kampe i Italien, da Serie A stadig er sat på pause. Men håbet er lige nu at kunne genoptage spillet i slutningen af juni.

Svenskerens kontrakt med Milan udløber i slutningen af juni, og i Italien bliver der spekuleret meget i, om den bliver forlænget eller ej.