Fodbold

- Vi sidder ikke som små børn i klassen, siger Yussuf Poulsen

Yussuf Poulsen kan selv vælge, om han vil spille. Ronny Hartmann / Scanpix Denmark

Det står ifølge Yussuf Poulsen ham frit for, om han vil gå på banen for RB Leipzig på lørdag mod Freiburg.

Den tyske Bundesliga starter lørdag efter to måneders pause som følge af coronakrisen.

Da coronavirussen endnu ikke har sluppet sit tag i det tyske samfund, har nogle af klubberne givet sine spillere en vis medindflydelse på, om de vil gå på banen.

RB Leipzig-angriberen Yussuf Poulsen føler sig ikke presset til at spille, når hans klub på lørdag får besøg af Freiburg.

- Det er ikke sådan, at vi sidder som små børn i klassen og skal gøre, som læreren siger.

- Alle kan frit beslutte, om de ønsker at spille eller ej, siger Yussuf Poulsen til nyhedsbureauet dpa.

Kun menneskeligt at være bekymret

For de tyske klubber er genstarten også et pengespørgsmål, som indgår i danskerens overvejelser om at spille igen.

- På den ene side kan man have nogle bekymringer, og på den anden side er du under kontrakt med en arbejdsgiver, siger han.

I RB Leipzig har der ifølge den 25-årige danske landsholdsspiller været en dialog mellem den sportslige ledelse og spillertruppen.

- Det er kun menneskeligt, at man er bekymret, og det forstår alle, siger Yussuf Poulsen.

RB Leipzig indtager tredjepladsen i Bundesligaen med fem point op til førerholdet fra Bayern München.

Der resterer ni spillerunder af Tysklands bedste fodboldrække.