Fodbold

Ingen Haaland: Lewandowski udpeger de fem mest formstærke angribere

Robert Lewandowski spår en stor fremtid for Erling Haaland, men har ham ikke på sin liste over de bedste angribere i øjeblikket. Ritzau Scanpix

Den polske stjerne har ikke kometen Erling Haaland med blandt sine topangribere i verden lige nu. Men det er der en god grund til.

Han har endnu ikke rundet de 20 somre, men alligevel har norske Erling Braut Haaland taget fodboldverdenen med storm.

Det kunne man blandt andet se lørdag, hvor Bundesligaen blev genoptaget. Her scorede Haaland det første mål siden genstarten, hvilket var hans tiende i Bundesligaen, siden han kom til klubben i januar.

Men han har stadig meget at lære. Hans angrebskollega og konkurrent Robert Lewandowski blev inden spillerunden spurgt ind til, hvem han tænker, der er de bedste fem angribere i verden lige nu.

- Det er et svært spørgsmål. Men hvis vi taler om klassiske 9’ere, vil jeg sige:

  • Karim Benzema (Real Madrid)
  • Timo Werner (RB Leipzig)
  • Luis Suarez (FC Barcelona)
  • Sergio Agüero (Manchester City)
  • Kylian Mbappé (Paris Saint-Germain)

Bayern München-angriberen havde altså ikke Haaland med på sin liste. Men der er en grund til, at Lewandowski har udeladt ham.

- Han har et enormt potentiale, men han skal også have tid. Jeg vil ikke lægge noget pres på ham med mine udsagn. Hvis han arbejder hårdt, kan han blive en bedre spiller og til sidst nå det øverste niveau, siger den polske spiller til Bild.

- Det vil være godt for ham, hvis han bliver i Bundesligaen noget længere tid, inden han tager det næste skridt.

Indtil videre er alt gået perfekt for Haaland. Men der kommer nedture og målkriser

Karl-Heinz Riedle, Dortmund-legende

Skal vente med at skifte klub

Dortmund-legenden Karl-Heinz Riedle er dog ikke helt enig med Robert Lewandowski. Han tager den norske teenager med, når han skal pege på de bedste angribere i verden lige nu.

54-årige Riedle både advarer og hylder Haaland - og hyldesten er til at tage og føle på.

- Robert Lewandowski, Cristiano Ronaldo, Lionel Messi og Erling Haaland er for tiden de bedste angribere i verden for mig at se, siger Riedle.

I 1997 skrev Riedle sit navn ind i Dortmund-historien, da han med et mål i finalen var med til at vinde Champions League med den tyske klub.

Trods den eventyrlige start for Haaland advarer Riedle om at skifte til en større klub for tidligt.

- Det vil være helt galt at tænke på det næste skridt efter nogle få gode kampe i Dortmund og tale om at komme til Real Madrid snart, siger Riedle.

Den tidligere Liverpool- og Lazio-målræv mener tværtimod, at Haaland skal spille stabilt over længere tid og også være forberedt på et formdyk.

- Indtil videre er alt gået perfekt for Haaland. Men der kommer nedture og målkriser.