Fodbold

Real Madrid, Inter og Bayern går sammen om turnering

Christian Eriksen og resten af Inter-mandskabet kan se frem til to kampe i den gode sags tjeneste i 2021 Pool / Ritzau Scanpix

Velgørenhedsturneringen European Solidarity Cup skal indsamle penge til Italien og Spanien i kampen mod coronapandemien.

Til hverdag spiller de i La Liga, Serie A og Bundesligaen og er konkurrenter i internationale turneringer.

Men nu er Real Madrid, Inter og Bayern gået sammen om at stable velgørenhedsturneringen European Solidarity Cup - Football for Heroes på benene i 2021. Det skriver det spanske medie AS.

Og som navnet antyder, så vil de tre fodboldklubber sende et budskab om solidaritet og sammenhold til den europæiske befolkning under coronapandemien.

FC Bayern inviterer 5000 sygeplejesker, plejere og læger

Karl-Heinz Rummenigge, FC Bayerns formand og administrerende direktør

Hyldest til sundhedspersonale

- Sundhedspersonale, der fortsætter med at bekæmpe pandemien, vil være repræsenteret ved alle kampene. De tre klubber ønsker at demonstrere al vores solidaritet, respekt og taknemlighed over for disse helte, skriver Real Madrid på deres hjemmeside.

Hos Bayern er de mere konkrete i forhold til, hvad det betyder, at sundhedspersonale vil være repræsenteret ved kampene.

- FC Bayern inviterer 5000 sygeplejesker, plejere og læger til Allianz Arena til kampen mod Real Madrid, siger Karl-Heinz Rummenigge, FC Bayerns formand og administrerende direktør, til Bayerns hjemmeside.

Spanien og Italien er to af de hårdest ramte europæiske lande, og nogle af dem med flest dødsfald. Derfor vil de penge, der bliver samlet ind under turneringen, gå til medicinsk udstyr i netop de to lande.

Tre kampe i tre byer

Det er endnu ikke fastlagt, hvornår turneringen skal afholdes, fordi det skal gå op med, hvornår de forskellige ligaer planlægger kampe. Og endnu vigtigere - publikum skal have lov til at komme på stadion, så der kan samles en masse penge ind, og de kan være med til at hylde dem, der knokler for tiden.

Men meningen er ifølge Madrids hjemmeside, at alle hold får en kamp på både hjemme- og udebane.

  • Madrid mod Inter skal spilles i Madrid
  • Inter mod Bayern skal spilles i Milan
  • Bayern mod Madrid skal spilles i München

Indtil videre er det kun Bundesligaen og Bayern, der har genoptaget kampene. Serie A's skæbne står til at blive afgjort sidst i maj. Og LaLiga sigter efter genstart i juni.