Hummel bliver trøjesponsor for Premier League-klub
Det danske sportstøjmærke Hummel skal de næste tre sæsoner levere tøj til Everton.
Når næste sæson af Premier League skydes i gang, vil det være med et dansk tøjislæt i ligaen.
Onsdag meddeler Everton, at man har indgået et treårigt tøjsponsorat med danske Hummel, som skal designe klubbens trøjer fremover.
- Everton Football Club har indgået et rekordstort teknisk partnerskab med det ikoniske sportstøjmærke Hummel, skriver klubben på sin hjemmeside.
Hummel skal levere både kamptøj, træningstøj og rejsetøj til klubbens bedste herre- og damehold samt ungdomshold.
Det danske tøjmærke har haft Christian Stadil som ejer siden 1999 og har allerede en række sponsorater med fodboldklubber og eksempelvis de danske fodboldlandshold.
Flere klubber i 3F Superligaen, blandt andet Brøndby og AGF, har Hummel på trøjerne, mens også britiske klubber som Rangers FC i Skotland og engelske Middlesbrough er sponsoreret af Hummel.
Derudover bærer også den tyske bundesligaklub Freiburg Hummels tøj, og det gør også en række andre mindre kendte klubber i forskellige lande.
Vigtigt at komme i Premier League
Aftalen med Everton er dog noget særligt.
- At komme ind i Premier League er væsentligt for vores ambitiøse vækstplaner, internationale udvidelse og fokus på sport, siger Hummel-direktør Allan Vad Nielsen til Evertons hjemmeside.
Ifølge hjemmesiden vil de nye trøjer være klar til at blive solgt i løbet af de kommende uger.
Den danske målmand Jonas Lössl er på kontrakt i Everton, men han er i denne sæson udlejet til sin tidligere klub Huddersfield i næstbedste række.