Fodbold

Chelsea-stjerne er bange for at træne med resten af holdet

N'Golo Kanté frygter for sin sikkerhed og har derfor fået tilladelse til at blive væk fra Chelseas trænings. Tony Obrien / Ritzau Scanpix

Den franske spiller N’Golo Kante har tidligere haft helbredsmæssige udfordringer, og derfor frygter han at blive smittet med coronavirus.

- Kanté er alle steder.

Sådan plejer både modstandere og medspillere at sige om den løbestærke Chelsea-spiller. Men ét af de steder, N’Golo Kanté ikke er for tiden, er Chelseas træningsanlæg Cobham Training Ground.

Godt nok var han mødt op til holdets første træning i tirsdags, men efterfølgende har han ifølge The Telegraph fået tilladelse fra holdets manager, Frank Lampard, til at blive hjemme fra træning.

N’Golo Kantés bror døde af et hjertestop i 2018, få måneder inden midtbanespilleren selv besvimede efter en Chelsea-træning.

Selvom de efterfølgende undersøgelser ikke viste tegn på, at N’Gole Kanté har alvorlige hjerteproblemer, så frygter han at blive smittet med coronavirus.

Midtbanespilleren kommer dog ikke til at ligge stille, da han fortsætter sin træning i hjemmet i London. Samtidig møder han ifølge The Telegraph fuld fuld forståelse fra holdkammeraterne i Chelsea.

- Vi føler os som laboratorierotter

N’Golo Kanté er ikke den eneste Premier League-spiller, der har udvist bekymring, efter de engelske hold i denne uge kunne genoptage træningen.

Watfords anfører, Troy Deeney, er også blevet hjemme fra træning, fordi han frygter at smitte sin søn, der i forvejen har vejrtrækningsproblemer.

Newcastles venstreback Danny Rose er heller ikke tilfreds med, at fodboldspillerne er nogle af de første i England, der genoptager deres arbejde.

- Det er, som om vi bliver behandlet som laboratorierotter, som om vi skal vende tilbage for at se, om det fungerer eller ej, siger Danny Rose.

Det er endnu uvist, hvornår Premier League starter op igen, men der arbejdes på en dato i juni.

Den engelske liga mangler at gennemføre ni runder, men Liverpool, der topper tabellen, kan med blot to sejre sikre sig mesterskabet.