Fodbold

- Sørgeligere end at danse med sin søster, siger landstræner om tomme tribuner

Luis Enrique finder ikke den store glæde i at se fodbold uden tilskuere. Susana Vera / Ritzau Scanpix

Luis Enrique så med, da Bundesligaen forleden startede igen. Det var 'meget grimt' og 'til at sørge over', mener han.

Der var formentlig mange smil at finde hjemme i de fodboldglades stuer, da Bundesligaen forleden blev skudt i gang igen.

Men mundvigene vendte den anden vej hos den spanske landstræner, Luis Enrique.

- At spille kampe uden tilskuere er sørgeligere end at danse med sin søster, siger Luis Enrique i et interview i det spanske show Colgados del Aro ifølge Reuters.

'Til at sørge over'

Han havde ligesom mange andre fodboldfans taget plads foran skærmen, da bolden endelig rullede igen. Men det var ikke ligefrem en lyksalig stund for ham.

- Det var meget grimt. Jeg så Bundesligaen forleden, og det er til at sørge over. Du kan høre fornærmelserne og du mister intimiteten af de fantastiske øjeblikke, siger den spanske landstræner.

Letter savnet til fodbold

Men selvom det ikke var den største oplevelse for den tidligere Real Madrid- og Barcelona-spiller, kan han godt se det positive i at have direkte sport tilbage i fjernsynet, da det letter savnet til fodbold for alle dem, der er hjemsendt.

- Vi er nødt til at forstå, at det er en global business, som genererer en masse penge, og selvom det er meget anderledes at være tilskuer end at spille selv, så kan det hjælpe os med at komme igennem denne periode, siger Luis Enrique.

Og fodboldens tilbagevenden er trods alt bedre end alternativet, mener han.

- Hvis du er fan af fodbold eller basketball, så er det altid interessant at se en kamp, afslutter Luis Enrique.