Fodbold

Chiellini beundrer Suarez for at have bidt ham i skulderen

Begge spillere havde ondt i henholdsvis skulder og tænder efter episoden.  Daniel Garcia / Scanpix Denmark

Under en VM-kamp i 2014 bed Suarez Chiellini i skulderen. Men der er ingen sure miner fra italieneren, som endda beundrer Suarez for bide-episoden.

Det er nok de færreste, der vil beundre en modspiller, der har bidt dem i skulderen.

Det er ikke desto mindre tilfældet for Giorgio Chiellini, som i sin selvbiografi fortæller, at han beundrer Luis Suarez for at bide ham, skriver Reuters.

Det skete i en gruppekamp under VM i 2014, da Uruguay vandt 1-0 og dermed sendte Italien ud af verdensmesterskabet, mens de selv avancerede til knockoutfasen.

Suarez blev ikke straffet for biddet i kampen, men fik efterfølgende karantæne i fire måneder.

På trods af den usædvanligt grimme forseelse bærer Chiellini ikke nag.

- Ondskab er en del af fodbold, jeg vil ikke kalde det illegitimt. Men for at komme forbi en modstander bliver du nødt til at være smart, skriver forsvarsspilleren i sin bog.

Suarez og Chiellini efter skulderbiddet i 2014.

- Vi minder om hinanden

Han beundrer Suarez' snedighed og mener, det er med til at gøre ham til den angriber, han er.

- Hvis han mistede den, ville han bare være en ordinær angriber, skriver Chiellini.

Den mærkværdige episode opstod under et Uruguay-angreb, hvor Suarez løb mod straffesparkspletten for at få en god position. Her stod den italienske anfører i vejen, og det næste øjeblik lå han i græsset.

- Pludselig mærker jeg, jeg er blevet bidt i skulderen. Det skete bare, men det er hans strategi i nærkampe. Men det er også, hvis jeg må sige sådan, min strategi. Vi minder om hinanden, og jeg kan godt lide at være oppe imod angribere som ham, fortæller 35-årige Chiellini.

Giorgio Chiellini er ikke den eneste, hvis krop har været udsat for Suarez' tandsæt - men han er nok den, der har taget det pænest.

I 2010 var hollandske Otman Bakkal udsat for samme behandling, og tre år senere gik det udover Chelseas Branislav Ivanović. Særligt i de to seneste tilfælde optrådte Luis Suarez som én stor uskyldighed, og efter biddet på Chiellini ser man ham endda tage sig til tænderne og ømme sig.