Fodbold

Dortmund og Delaney får perfekt optakt til topkamp mod Bayern

Thomas Delaney fik 83 minutter på banen mod Wolfsburg. Michael Sohn / Ritzau Scanpix

Dortmund vandt ude over Wolfsburg tre dage før topbraget mod Bayern München i Bundesligaen.

Når Bayern München lørdag aften klokken 18.30 tager imod Eintracht Frankfurt, er der yderligere pres på førerholdet i Bundesligaen.

Lørdag eftermiddag vandt ligaens nummer to, Borussia Dortmund, nemlig med 2-0 på udebane over Wolfsburg.

Dortmunds sjette ligasejr i træk bragte holdets pointtotal op på 57 for 27 kampe. Bayern topper med 58 point for 26 kampe inden lørdagens kamp. På tirsdag brager netop Dortmund og Bayern München sammen.

De seneste ni indbyrdes opgør mellem lørdagens kombattanter havde fordelt sig med otte Dortmund-sejre samt en uafgjort, og Dortmund satte sig da også hurtigt på denne udekamp.

Scorede på mønsterangreb

For anden kamp i træk efter coronapausen startede Thomas Delaney inde for Dortmund, og han gjorde det fint som spilfordeler på midtbanen, inden han blev skiftet ud syv minutter før tid.

Hans forsøg på at spille Erling Haaland helt fri med en stikning manglede dog lige det sidste efter 20 minutter.

Trods det store spilovertag til Dortmund var første halvleg ganske chancefattig, men til gengæld blev den første chance udnyttet efter et gennemspillet mønsterangreb efter godt en halv time.

Bolden havnede hos Raphaël Guerreiro, der sikkert satte sit ottende ligamål i sæsonen ind. Ikke værst for en wingback.

Endnu en backscoring

Hjemmeholdet var aldeles ufarligt inden pausen, men den store chance kom derimod to minutter inde i anden halvleg. Renato Steffen blev spillet til helt åbent skud, men hans forsøg ramte oversiden af overliggeren.

Dortmund var mere defensivt indstillet og overlod initiativet til hjemmeholdet, som kom til et par gode muligheder mere.

Det åbnede dog også op for kontrachancer til Dortmund, og det afgjorde kampen med 12 minutter tilbage. Achraf Hakimi blev spillet fri i højre side, og endnu en wingback scorede dermed til 2-0.

Kort efter blev Wolfsburgs Felix Klaus udvist for en tackling, og der forsvandt hjemmeholdets sidste lille håb.

Samtidig mødtes ligaens nummer tre og fire, og her sejrede Bayer Leverkusen med 3-1 ude over Borussia Mönchengladbach. Dermed byttede de to plads, så Leverkusen ligger nummer tre med 53 point foran Gladbach med 52.

Den 20-årige offensivspiller Kai Havertz, der sættes i forbindelse med et skifte til Bayern München, scorede to gange i sidste weekends comebackrunde, og han fulgte op med yderligere to mål lørdag.

Sven Bender cementerede sejren til 3-1, da der resterede ti minutter.