Fodbold

Mario Götze forlader Dortmund

Mario Götze er snart fortid i Borussia Dortmund. Leon Kuegeler / Ritzau Scanpix

Mario Götze vil ikke få forlænget sin kontrakt, som udløber til sommer, skriver Dortmund.

For anden gang i karrieren skal tyske Mario Götze sige farvel til Borussia Dortmund.

Det annoncerede klubben kort inden lørdagens kamp mod Wolfsburg.

- Vi ophører samarbejdet med Mario Götze denne sommer. Det var en fælles og respektfuld beslutning. Mario er en rigtig god fyr, siger Michael Zorc, sportschef i Borussia Dortmund, til Sky Sports.

Tysk folkehelt

Den 27-årige offensivspiller har spillet hele sin karriere i tysk fodbold.

Han spillede ni år på Dortmunds akademi, inden han som 17-årig i 2009 debuterede for førsteholdet. Her slog han hurtigt sit navn fast, og interessen for ham var stor. Blandt andet fra Bayern München, som i 2013 kunne sikre sig stortalentets signatur.

Götze tilbragte tre år hos 'Der Deutsche Rekordmeister', men det største øjeblik i perioden som Bayern-spiller kom ikke i den røde trøje. Det kom til VM i 2014.

Her sendte han hele landet i ekstase, da han i overtiden af VM-finalen mod Argentina scorede kampens enlige mål.

Matchvinder Mario Götze med VM-trofæet efter finalen i 2014.

Götze scorede sejrsmålet efter et indlæg fra kanten, som han perfekt tog ned med brystet og nærmest i samme bevægelse sparkede bolden i netmaskerne.

Det er nok de færreste tyskere, der glemmer det øjeblik.

Tilbage til Dortmund

I 2016 købte Borussia Dortmund Mario Götze tilbage fra Bayern München. Her har han spillet lige siden.

I sin samlede tid i Dortmund har han spillet 218 officielle kampe, hvor det er blevet til 45 mål og 61 assister.

Han har vundet det tyske mesterskab tre gange med Bayern og to gange med Dortmund samt den tyske cup to gange med hvert hold - senest med Dortmund i 16/17-sæsonen.

Hvor 'Super Mario' Götze forsætter karrieren, er endnu uvist.