Fodbold

Italienske dommere forlanger mere respekt

Formanden for det italienske dommerforbund, Marcello Nicchi, håber på, at spillerne vil holde mere afstand efter coronakrisen.

Italienere er kendte for deres temperament, og især de italienske fodboldtræneres passion kan blive eksplosiv.

Derfor håber formanden for det italienske dommerforbund, Marcello Nicchi, at coronakrisen og restriktionerne som følge heraf kan være med til at gøre, at der kommer en dæmper på det hele.

- Jeg håber, at denne virus vil lære os at ændre vores attitude og have lidt mere respekt, siger Marcello Nicchi ifølge Reuters.

- Var coronavirussen nødvendig for at vise, at spillerne skal holde afstand til dommerne, når de protesterer? Det er et etisk problem, som jeg håber alle vil forlige sig med.

Denne udmelding kommer efter flere episoder, hvor spillere eller trænere har været for nærgående, mener formanden. Et eksempel er billedet over denne artikel, hvor Inters Antonio Conte måtte holdes tilbage, da han overfusede dommer Gianluca Manganiello.

'Dommerne er afgørende'

Serie A har været sat på pause grundet coronakrisen siden 9. marts.

Beslutningen om at starte sæsonen igen ligger hos den italienske regering. Den har sat 28. maj som deadline for en beslutning.

Hvis Serie A skulle begynde igen, er det ifølge Marcello Nicchi afgørende, at både forbundet, spillerne og trænerne begynder at tænke på dommernes rolle og betydning for sporten.

- Dommerne er afgørende. Hvis ikke vi havde dem, ville det være som at spille uden bold. Det eneste, vi har kunne gøre i det seneste måneder, er at holde os i en god fysisk og mental form, så vi kan yde vores bedste, hvis ligaen skulle starte igen, siger Nicchi.

Der resterer 12 runder i ligaen samt fire udskudte kampe, som mangler at blive spillet.

Juventus, ført an af Cristiano Ronaldo, jagter sin niende titel i træk og har et point ned til Lazio på andenpladsen.

Inter Milan, som den danske landsholdsspiller Christian Eriksen skiftede til i sommer, ligger på tredjepladsen med ni point op til Juventus og med en kamp i hånden.