Fodbold

Stortalent bomber videre og udbygger vild stime

Bayer Leverkusens 20-årige stjerneskud Kai Havertz har haft en fremragende sæson og har stor andel i Leverkusens succes.

Hvis man ser på fodboldens allerstørste talenter lige nu, er det umuligt ikke at nævne tyske Kai Havertz.

Han bliver ved med at levere, og lørdag var ingen undtagelse. I 3-1-sejren over Mönchengladbach scorede den 20-årige offensivspiller to mål, som var med til at sende Leverkusen over Gladbach og op på tredjepladsen.

Og tyskerens fremragende præstationer er ikke gået ubemærket hen.

- Latterligt for en 20-årig, skriver PurelyFootball på Twitter, som fremviser Havertz imponerende statistik over de seneste 10 kampe for Leverkusen. Her har han scoret ni gange og leveret seks assister.

TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker er også imponeret over det 20-årige stortalent.

- Han er en klassisk venstrebensspiller, som har en fremragende teknik og et fremragende overblik, siger Mads Junker, som placerer Havertz i den øverste kategori af talenter i Tyskland.

- Jeg tror, han kan komme rigtig langt. Sammen med Sancho og Haaland er han Bundesligaens største talenter.

Landsholdsdebut som 19-årig

Kai Havertz er født 11. juni 1999 i Aachen i det vestlige Tyskland.

Kai Havertz

  • Født: 11. juni 1999 (20 år) i Aachen, Tyskland
  • Højde: 189 centimer
  • Klub: Bayer Leverkusen
  • Position: Offensiv midtbanespiller/angriber
  • Trøjenummer: 29

I 2010 begyndte han på Bayer Leverkusens akademi og fik i 2016 debut for klubbens førstehold. Her har han allerede nået 141 kampe, hvor han har scoret 42 mål og været i den assisterende rolle 30 gange.

Han slog for alvor igennem i Leverkusen i 18/19-sæsonen, hvor han i 34 kampe scorede 17 mål.

Det resulterede også i en plads på det tyske landshold, hvor han debuterede som bare 19-årig i 2018. Han har spillet syv kampe og scoret et enkelt mål i landsholdstjeneste.

Passer godt til den spanske liga

Mads Junker sammenligner Havertz med Arsenal-spilleren Mesut Özil, da han i starten var mest i oplæggerens rolle, men ser nu mange ligheder mellem Havertz og Hakim Ziyech fra Ajax. Og det er måske på grund af Leverkusens træner, Peter Bosz, som også trænede Ziyech i sin tid i spidsen for Ajax.

- Her fik han Ziyech til at udvikle sit spil til mere end blot momentvise offensive øjeblikke, siger Mads Junker.

Og noget af det samme har han også fået frem i Havertz, der lige nu spiller sit livs bedste fodbold. Han spiller normalt på den offensive midtbane, men har i fraværet af det normale førstevalg i angrebet, Kevin Volland, spillet helt fremme.

Kai Havertz ligger med 10 mål lige nu nummer 11 på topscorerlisten i Bundesligaen, fire mål fra Jadon Sancho på tredjepladsen.

En anden tidligere fodboldspiller har også for nyligt udtrykt sin beundring for den unge tysker.

- Han er speciel, han er den næste store spiller, siger den tidligere Manchester United-spiller Owen Hargreaves til Goal.

- Jeg tror, alle de bedste tyske spillere bliver i Bundesligaen i noget tid endnu og derefter skifter til Premier League eller Barcelona eller Real Madrid, siger Hargreaves.

Mads Junker kan også godt se en fremtid for Havertz i den spanske liga.

- Hans spillestil vil passe perfekt til Spanien, da hans eneste åbenlyse mangel er fysikken, siger Junker.

Men for nu er Havertz' fokus formentlig 100 procent i Bayer Leverkusen, som lige nu ligger placeret til Champions League-pladser i Bundesligaen. På tirsdag skal de forsøge at fortsætte deres gode stime, når de på hjemmebane møder Wolfsburg.