Fodbold

Zlatan Ibrahimovic måtte forlade træning med skade

Zlatan Ibrahimovic skiftede til Milan-klubben ved årsskiftet for resten af sæsonen, og hans kontrakt er endnu ikke blevet forlænget. Isabella Bonotto / Ritzau Scanpix

Den svenske stjerneangriber forlod mandag træningen i AC Milan med lægproblemer og skal undersøges tirsdag.

Den svenske fodboldstjerne Zlatan Ibrahimovic måtte mandag forlade træningen i AC Milan med lægproblemer.

Det fortæller den italienske Serie A-klub til BBC Sport, efter at adskillige medier tidligere havde rapporteret, at angriberen var blevet ramt af en mere eller mindre alvorlig skade.

Sky Sports Italia spekulerede blandt andet i, det kunne være akillessenen - og dermed formentlig karrieren, der var røget. Det skulle klubben have afvist over for selv samme medie.

Skadens alvor bliver først endegyldigt fastslået tirsdag, hvor Ibrahimovic skal undersøges.

- Derefter kender vi problemets omfang, siger AC Milan til BBC Sport.

38-årige Zlatan Ibrahimovic er i gang med sin anden tørn i klubben, som han vendte tilbage til i december. Svenskerens kontrakt løber i første omgang til udgangen af indeværende sæson, men indeholder en option, så den kan forlænges til og med næste sæson.

Siden sit comeback har Ibrahimovic lavet fire mål i ti kampe for AC Milan.

Angriberen har i coronapausen været hjemme i Sverige, hvor han blandt andet har trænet med i klubben Hammarby, som han er medejer af.

Serie A har været på pause siden starten af marts. Ligaen håber på at kunne gennemføre sæsonen, men det ligger endnu ikke fast, hvornår der igen bliver spillet kampe.