Fodbold

Brøndby-legender og stjerner fra Superligaen spiller showkamp

Daniel Agger og Thomas Kahlenberg støtter Brøndby og Læger uden Grænser med en showkamp og rekrutterer en række tidligere spillere.

De tidligere Brøndby-stjerner Daniel Agger og Thomas Kahlenberg arrangerer en showkamp på Brøndby Stadion.

Kampen bliver afviklet på Brøndby Stadion, når myndighederne vurderer, at det er sundhedsmæssigt forsvarligt at tillade større forsamlinger i forbindelse med sportsbegivenheder.

Daniel Agger fortæller, at det har været nemt at få tidligere spillere til at deltage i kampen.

- Det fællesskab, der er særligt for Brøndby IF, har vist sin enorme styrke de seneste måneder. Man står sammen. Ingen af de spillere, vi har rakt ud til, har bedt om betænkningstid.

- Selvfølgelig vil de være med. Der bliver nok noget rust, der skal bankes af hos flere af spillerne, men det vigtige er, at publikum får en speciel oplevelse og en tur ned ad mindernes allé, siger Daniel Agger.

Fra velgørenhedskampen doneres 250.000 kroner til Læger uden Grænser. Resten af overskuddet skal gå til Brøndby.

- Og så skal vi gerne have samlet så mange penge ind som muligt til gavn for både Brøndby IF og Læger uden Grænser til organisationens arbejde over hele verden, fortæller Daniel Agger.

De to Brøndby-koryfæer stiller op for Brøndbys legendehold. Det gør de sammen med en række andre tidligere Brøndby-stjerner.

Foreløbigt holdkort

Brøndby IF oplyser, at følgende spillere har meldt sin ankomst indtil videre.

Brøndby IF Legends: Mogens Krogh, Auri Skarbalius, John Faxe Jensen, Kim Vilfort, Dan Anton Johansen, Søren Colding, Daniel Agger, Kim Daugaard, Thomas Kahlenberg, Martin Retov, Ebbe Sand, Peter Graulund, Ruben Bagger og Johan Elmander.

Superliga Allstars: Lars Høgh, Karim Zaza, Lars Jacobsen, Thomas Helveg, Michael Gravgård, Steven Lustü, Martin Albrechtsen, Niclas Jensen, Nicolai Stokholm, Stig Tøfting, Niki Zimling, Martin Jørgensen, Jesper Grønkjær, Bo Henriksen og Steffen Højer.

Kampen skal dømmes af den tidligere danske topdommer Claus Bo Larsen.