Fodbold

Harder og holdkammerater er låst inde på hotel før ligastart

Den danske landsholdsanfører Pernille Harder er 'låst inde' på et hotel sammen med resten af Wolfsburg.  Fabian Bimmer / Ritzau Scanpix

De kvindelige Bundesliga-spillere er sendt i karantæne på tomme hoteller, før ligaen genoptages i weekenden.

På fredag ruller bolden igen hos kvinderne i den tyske Bundesliga efter næsten tre måneders corona-pause.

Men før dommerne kan fløjte kampene i gang igen, skal spillerne en uge i karantæne på tomme hoteller.

- Eller karantæne, det er mere som isolering, siger svenske Fridolina Rolfö, der spiller for Wolfsburg til SVT Sport.

'Låst inde' på tomt hotel

Wolfsburg-spilleren, der er holdkammerat med danske Pernille Harder, fortæller, at holdet mere eller mindre er låst inde på det tomme hotel før fredagens kamp mod bundholdet Köln.

- Vi har ikke tilladelse til at forlade hotellet – kun for at træne. Alt foregår på egen hånd, og vi har mundbeskyttelse på overalt, siger Fridolina Rolfö og tilføjer:

- Vi må kun spise eller motionere, ellers bliver vi på værelserne.

På hotellet har holdet ét fælles mødelokale, men det er begrænset, hvor mange der må opholde sig der på samme tid. Derfor må spillerne underholde sig selv mellem træningerne.

- Man har pakket, som hvis man skulle være væk i fem uger - bare for at have ting at tage sig til.

Efter genopstarten fredag kan Fridolina Rolfö og de øvrige Wolfsburg-spillere dog vende hjem igen, men det anbefales, at de i deres eget hjem også går i karantæne.

- Nu har jeg vænnet mig til det i mange uger – det er hverdagen her. Man vænner sig til det, men det er selvfølgelig bedre uden.

Wolfsburg er forsvarende tyske mestre i Bundesligaen, og med seks spillerunder tilbage fører de lige nu ligaen med otte point ned til Bayern München på andenpladsen.