Fodbold

Alle coronatest er negative før dansk Superliga-genstart

AaB- eller OB-spillerne er smittet med coronavirus. Birgitte Carol Heiberg / Ritzau Scanpix

Ingen spillere, trænere eller dommere i Superligaen og 1. division er smittet med coronavirus, viser test.

Coronavirus kommer ikke til at spænde ben for, at spillere, klubpersonale eller dommere kan deltage i genoptagelsen af Danmarks to bedste fodboldrækker.

Som et led i protokollerne for en genoptagelse af professionel fodbold i Danmark skal alle aktører ugentligt testes for coronavirus. I denne uge er 1019 personer blevet testet, og alle test er negative. Det skriver Superligaen på sin hjemmeside.

I sidste uge blev 693 personer testet, og også her var alle resultater negative.

Da man indledte testene i sidste uge mødtes alle de jyske klubber på Cephus Park i Randers for at blive testet, mens de sjællandske klubber blev testet hos Dansk Boldspil-Union i Brøndby.

Superligaen genoptages torsdag aften efter 80 dages coronapause, når AGF får besøg af Randers FC. Fredag aften tager Viborg og Skive hul på 1. division.

Flere positive test i europæiske ligaer

Mens superligaklubberne tester negativ, har der været flere positive coronatest i både Premier League og Bundesligaen.

Her er det alternative omklædningsrum til et af holdene, når AGF torsdag får besøg af Randers FC på Ceres Park i Aarhus.

I alt er otte personer med tilknytning til Premier League testet positiv i de seneste to uger, og ved den første fælles coronatest i tysk fodbold i begyndelsen af maj, blev ti personer med tilknytning til de to bedste fodboldrækker testet positive.

Dresden-angriberen Simon Makienok Christoffersen var blandt de ti smittede.

Dansk klubfodbold blev ramt af coronavirus, allerede inden Superligaen blev sat på pause. Den tidligere Brøndby-spiller Thomas Kahlenberg var smittet, da han besøgte sin gamle hjemmebane til en superligakamp mellem Brøndby og Lyngby 1. marts.

Alle personer, der havde været i nærkontakt med Kahlenberg, blev sendt i karantæne. Det ramte blandt andre Lyngby-spillerne Kasper Jørgensen, Patrick da Silva og Martin Ørnskov samt Brøndbys Joel Kabongo.