Fodbold

Eksperter er enige: Dortmund snydt for straffespark mod Bayern

Dortmund burde ifølge enige eksperter være blevet tildelt en gylden mulighed for at udligne til 1-1 i anden halvleg, men sådan gik det ikke.

Særligt én episode fra tirsdag aftens Bundesliga-topkamp mellem Dortmund og Bayern München er blevet et samtaleemne.

Det drejer sig om et skud på mål fra Erling Braut Haaland i det 58. minut. Den norske Dortmund-angribers skud blev afrettet på Jerome Boatengs albue. Det skete, efter at Bayern München-veteranen smed sig i græsset og forsøgte med sine 192 centimeter af gøre sig så bred som muligt.

Det lykkedes for den tyske forsvarsspiller. Haalands skud gik nemlig ud til hjørnespark. Men måske burde bolden være blevet placeret 11 meter væk fra Bayern München-målet på straffesparkspletten. Det mener flere eksperter.

- Hvordan er der ikke straffespark der? Nøj, hvor har jeg savnet at klage over VAR (Video Assistant Referee, red.), skriver den engelske fodboldekspert Gary Lineker på Twitter.

På pressemødet efter kampen blev Dortmund-træner Lucien Favre også spurgt til episoden, og han er lidt mere diplomatisk, men hælder også til, at der burde være dømt straffespark.

- Jeg så gengivelsen af episoden efter kampen. Der kunne være blevet dømt straffespark, fordi Boateng tydeligt bevægede sin albue. Hvis han ikke havde gjort det, var bolden måske gået i mål. Det var svært at se og at træffe en beslutning, siger Dortmund-træneren.

VAR hjalp ikke

I den tyske Bundesliga har dommerne Video Assistant Referee til rådighed til situationer som disse. Alligevel blev det tilsyneladende ikke brugt i denne situation.

Spillet gik hurtigt videre, mens tv-producenten gentagne gange viste langsomme gengivelser, der antydede, at Dortmund havde en god sag. Det undrer TV 2 Norges fodboldekspert, at hans norske landsmands afrettede skud ikke endte med et straffespark.

- Dortmund blev snydt for et klart straffespark. Forsvareren gør sig større, og det er en bevidst handling. Han burde straffes, når bolden rammen hånden. Det er slet og ret svagt af dommerteamet og dem i VAR-rummet, siger norske Jesper Mathisen.

For hurtigt Dortmund-hjørnespark

Det store spørgsmål er, hvorfor VAR-rummet ikke reagerede, hvis der tydeligt var en strafbar forseelse i feltet.

Måske har redaktør på ESPN Dale Johnson svaret på det. Ifølge ham skød Dortmund sig selv i fødderne ved at tage det efterfølgende hjørnespark for hurtigt.

Det gav nemlig ikke VAR-rummet muligheden for at melde forseelsen ind til kampdommer Tobias Stieler, der så kunne have stoppet kampen.

På tidspunktet for episoden var Dortmund bagud 0-1. Det blev også kampens resultat.

Dermed er Bayern München på mesterskabskurs med syv point ned til netop Dortmund på andenpladsen med seks spillerunder tilbage.