Fodbold

Mourinho tror ikke på 'vilde' transfersummer i næste vindue

57-årige Mourinho har siden 2019 været i spidsen for Tottenham.  Ian Walton / Ritzau Scanpix

Når fodbolden vender tilbage, kommer vi ikke til at se lige så store transfersummer, som vi hidtil har gjort, mener José Mourinho.

De seneste år har vi set transfers for svimlende høje beløb.

Neymar skiftede til Paris Saint-Germain for 222 millioner euro i 2017, Kylian Mbappé kom til samme klub året efter for 135 millioner euro - og Philippe Coutinho, der i 2018 måtte skuffe Liverpool-fans, men til gengæld indbringe klubben en enorm sum, da han blev solgt til Barcelona for 125 millioner euro.

Men i næste transfervindue kommer vi nok ikke til at se transfers i den størrelsesorden, hvis man skal tro på Tottenhams manager, José Mourinho.

- Jeg ser ikke verden - især ikke fodboldverdenen - være klar til så vilde transfersummer, som vi har haft tidligere, siger den succesfulde manager til The Guardian.

Mourinho tror heller ikke på, at transfervinduet kommer til at ligge som normalt. Han tror, vi skal længere hen end juli og august. Til den tid ser han gerne, at "Tottenham er, som han ved, de vil være".

- Fornuftige, balancerede og ikke gå ud og bruge store mængder penge.

Store mængder penge brugte de dog sidste sommer, da klubben slog sin rekord for dyreste indkøb, da de købte Tanguy Ndombélé i Lyon for 60 millioner euro.

Det er svært at se andre lande spille fodbold, når vi ikke selv gør

José Mourinho

'Svært at se andre lande spille fodbold, når vi ikke selv gør'

Men lige nu er det ifølge Mourinho ikke transfervinduet, der er det vigtigste.

- Det er det sidste, vi tænker på. Der er ingen snak omkring det. Vi tænker på sikkerheden og at følge alle regler, siger portugiseren.

Samtidig glæder han sig også til at komme i gang snarest muligt.

- Siden Bundesligaen startede, har Portugal og Spanien annonceret en startdato, det har været det sværeste for os. Vi vil gerne spille. Det er svært at se andre lande spille fodbold, når vi ikke selv gør.

Lige nu må Mourinho og Tottenham sammen med resten af ligaen vente på en afklaring, da Premier League endnu ikke har meldt noget ud omkring en mulig genstart af ligaen.

Alle hold mangler enten ni eller ti kampe i ligaen. Liverpool har med 82 point et forspring, der næsten er umuligt at smide - de har 25 point ned til Manchester City på andenpladsen.

Mourinhos Tottenham ligger på en skuffende ottendeplads med 41 point - 7 point efter Chelsea, som lige nu indtager fjerdepladsen, der giver adgang til Champions League.