Fodbold

Førerhold får pointstraf – har brudt ’den basale idé om fairplay’

LASK Linz-træner Valerien Ismael havde gjort sit til, at holdet første den østrigske liga. Nu skal de igen på jagt. Leonhard Foeger / Ritzau Scanpix

Den østrigske klub er kommet i unåde hos forbundet, som har idømt dem en hård straf. Det får konsekvenser for den samlede stilling.

Da den østrigske fodboldliga blev sat på pause, lå LASK Linz nummer ét med seks point ned til de forsvarende mestre Red Bull Salzburg.

Når selvsamme liga efter planen genoptages den 2. juni, ligger Salzburg nummer ét. Ingen af holdene har været i kamp. Forvirret? Forklaring følger.

Under den langsomme genåbning af fodboldverdenen, blev det gradvist tilladt for de østrigske klubber at træne igen. Før det kunne foregå på traditionel vis, skulle spillerne træne i små grupper uden fysisk kontakt.

Det blæste det daværende førerhold LASK Linz tilsyneladende på. En video viser nemlig, at holdets træning foregik med flere spillere samlet, end det var tilladt. Der var tilmed fysisk kontakt.

Det har nu fået konsekvenser. Holdet har får fratrukket seks point og er blevet idømt en bøde på mere end en halv million danske kroner. Det skyldes ifølge det østrigske fodboldforbund, at klubben "har brudt den basale idé om fairplay".

- Man er nødt til at have for øje, at fodboldspillere agerer rollemodeller for befolkningen, siger Johannes Wutzlhofer ifølge den østrigske avis Kronen Zeitung. Han er medlem af den gruppe, som har foretaget vurderingen. Wutzlhofer betegner i øvrigt straffen som "passende".

Afgørelse kan trække ud til efter sæsonafslutning

Det gør LASK Linz til gengæld ikke. De valgte således at nedlægge protest omgående, skriver det østrigske medie.

Men det kan blive en langsommelig proces. Faktisk kan den blive så lang, at sæsonen kan være afsluttet, før der kommer endegyldigt svar på, om beslutningen, om at fratrække klubben seks point, står ved magt.

LASK Linz har nemlig så mange muligheder for at klage, at den endelig afgørelse, ifølge den østrigske liga, kan ligge to en halv til tre måneder ude i fremtiden.

Klubben har erkendt, at de har gennemført flere træninger, der ikke lå inden for reglementet. Da sagen brød ud, pointerede de dog, at der var foregået spionage, og at to mænd var brudt ind på klubbens træningsanlæg.

Med straffen på seks point er LASK Linz og Red Bull Salzburg á point i toppen af tabellen. Salzburg fører dog ligaen på en bedre målscore. Der resterer ti spillerunder.