Fodbold

’Kan vi kopiere dette?’ - AGF-tribune trækker overskrifter i hele verden

AGF's tribune har ramt overskrifterne verden over. Ritzau Scanpix

Spanske, amerikanske, britiske, svenske og japanske medier har fundet sjælden spalteplads til AGF efter kampen mod Randers.

AGF bliver hyldet verden over for klubbens brug af en videovæg med fans på Ceres Park i superligakampen mod Randers torsdag.

Den spanske avis Marca kalder idéen for et banebrydende initiativ, mens amerikanske medier som Business Insider, Fox Sports og Yahoo Sports har beskrevet kampen og stillet spørgsmålet, om AGF har fundet løsningen på sport uden fans.

- Mens der stadig er logistiske udfordringer ved det, vil kreative hjerner i klubber verden over se med og tænke: "Kan vi kopiere dette?" Eller bedre endnu: "Kan vi bruge konceptet?," skriver Yahoo Sports, der også har interviewet AGF's pressechef, Søren Carlsen.

- Det er et 12-tal for kreativitet og en forløber for, hvad der er i vente, skriver Yahoo Sports.

Også britiske BBC og The Guardian har skrevet om kampen, imens svenske Aftonbladet også har fået nys om det. Derudover er historien tilmed nået helt til Japan.

- Selvom der ingen fans var på stadion, blev ansigterne af tusinde tilhængere vist på storskærme, der var placeret langs med banen, skriver Japan Times.

- Familie havde klubtrøjer og halstørklæder på, imens de jublede fra deres stuer. Man kunne se, at enkelte knyttede næven, da Simon Piesinger scorede med et lob fra 40 meter, så Randers, der var udebanehold, kom i front.

Overskrifterne, der ramte hele verden.

'Det betød noget for spillerne'

Superligaen begyndte igen uden tilskuere med torsdagens kamp efter at have været sat på pausen grundet coronakrisen siden marts.

AGF har indgået en aftale med videoplatformen Zoom og lavet en 40 meter lang videovæg, der viser op mod 200 fans, som sidder hjemmefra og hepper med.

Kampen mellem AGF og Randers endte 1-1 efter et fælt drop af AGF's målmand William Eskelinen ved 0-1 og en scoring i overtiden af AGF-angriberen Patrick Mortensen til 1-1.

AGF's cheftræner, David Nielsen, var glad for klubbens initiativ.

- Der er ingen tvivl om, at det hjalp, når vi ikke kan have vores fans på stadion til at skabe et tryk.

- Jeg er sikker på, at det betød noget for spillerne, at der var skabt lidt alternativ 2020-stemning, sagde han efter kampen.

Der var placeret storskærme langs med sidelinjen.
AGF-fans sad klar hjemme i stuerne.