Fodbold

Braithwaites tidligere chef kalder danskerens Barca-skifte brutalt

Danskeren ses her med Barcelonas-præsident Josep Maria Bartomeu og sportsdirektør Eric Abidal ved præsentationen. Nacho Doce / Ritzau Scanpix

Leganes stod pludselig uden en spiller i februar, da FC Barcelona hentede Martin Braithwaite med særlig regel.

Den spanske La Liga-klub Leganes kalder danske Martin Braithwaites skifte til førerholdet FC Barcelona for brutal.

I et interview med den spanske avis Sport siger Leganes' sportsdirektør, Txema Indias, at skiftet uden for transfervinduet gjorde ondt på klubben.

- Det gjorde mig meget vred, da jeg føler, at den skade, det påførte os, var brutal.

- Martin er historie, og det gør ondt på ham, at han nok kommer til at spille færre minutter, da han var en værdsat spiller her, siger Txema Indias - Braithwaites tidligere chef - til Sport.

Braithwaite hentet på særlig regel

FC Barcelona hentede 28-årige Martin Braithwaite i Leganes i februar som erstatning for de to langtidsskadede stjerner Luis Suarez og Ousmane Dembélé.

Handlen blev lavet, efter at vinterens transfervindue var lukket, da en særlig regel i spansk fodbold tillod Barcelona at hente en erstatning for en alvorligt skadet spiller.

Leganes måtte dog ikke hente en erstatning for Martin Braithwaite, da reglen kun gælder ved langtidsskadede spillere. Dermed stod klubben pludselig uden en vigtig spiller.

Nåede tre ligakampe inden coronakrisen

Martin Braithwaite nåede at få en flot start for FC Barcelona med to assister i sin debut mod Eibar.

Udbruddet af coronavirus faldt dog på et uheldigt tidspunkt for den danske landsholdsspiller, der kun nåede at spille tre ligakampe for FC Barcelona, inden den spanske liga blev stoppet.

Fredag blev det officielt meldt ud, at La Liga bliver genoptaget 11. juni.

Martin Braithwaite og FC Barcelona har to point ned til ærkerivalen Real Madrid på andenpladsen med 11 kampe tilbage i sæsonen.