Fodbold

Bundesliga-bejler brød coronaregler med vild jubel

Svenske Joakim Nilsson og hans holdkammerater fra Arminia Bielefeld vandt lørdag tre vigtige point og fejrede det som før corona.

- Det er ikke muligt at holde følelserne tilbage i sådan en situation, siger Joakim Nilsson til Sportbladet.

Arminia Bielefeld, der spiller i den tyske 2. Bundesliga, skulle bruge tre point mod dagens modstander Holstein Kiel for at øge afstanden til de øvrige hold, der kæmper om at rykke op i den bedste tyske række.

Langt inde i kampen så det dog ud til, at de måtte nøjes med et enkelt point – indtil Sven Schipplock i overtiden headede bolden i mål til slutresultatet 2-1.

Sven Schipplock (nummer 36 i gult) header her bolden i nettet til slutresultatet 2-1.

Den vigtige scoring fik holdet til at bryde ud i spontan jubel, og hurtigt blev de påbudte coronaregler for fodboldspillerne brudt.

Spillerne og trænerne på bænken bar de anbefalede mundmasker under kampen, men efter scoringen glemte de alt om corona-reglerne.

- Det er ikke muligt at holde følelserne tilbage efter et så vigtigt mål, siger Joakim Nilsson og forklarer:

- Ved et tilfældigt 1-0 mål tidligt i kampen er det muligt at holde igen og tænke over anbefalingerne, men ikke i en sådan situation. Hele holdet eksploderede af glæde.

Regler for jubelscener

Da den tyske liga fik lov til at starte op igen tidligere på måneden, var det med det forbehold, at holdene skal følge en streng medicinsk protokol.

Bielefelds træner, Uwe Neuhaus bærer her den anbefalede mundmaske under dagens kamp.

Derfor har de tyske sundhedsmyndigheder blandt andet opfordret spillerne til at juble med albue- og fodhilsener ved scoringer.

Det var dog ikke helt tilfældet efter den sidste scoring i dagens kamp. Her rev målscorer Sven Schipplock trøjen af, og løb direkte ud mod spillerbænken, hvor han blev omfavnet af resten af holdet.

Målscoreren Sven Schipplock rev trøjen af og løb ud til sine holdkammerater.

Schipplocks sejrsmål betyder, at Bielefeld fører tabellen med 10 point ned til Hamburger SV på tredjepladsen, og derfor er de nu et stort skridt tættere på oprykning.

Med det sene sejrsmål fører Bielefeld nu sikkert 2. Bundesligaen med 56 point og seks kampe tilbage.