Fodbold

Indskifter sikrer Brøndby sejren i hård genstart

Brøndbys Jesper Lindstrøm (th) scorede kampens eneste mål og sikrede sejren mod SønderjyskE. Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Brøndby var i problemer mod et organiseret Sønderjyske-hold, men Jesper Lindstrøm blev matchvinder fra bænken.

Klapsalver på Brøndby-bænken og omfavnelser på banen - og ikke mere end det.

Det var scenerne på et tomt Brøndby Stadion, da Brøndbys Jesper Lindstrøm afgjorde tirsdagens kamp mod Sønderjyske med sin 1-0-scoring i anden halvleg.

Dermed er Brøndby tilbage på 3F Superligaens fjerdeplads, mens Sønderjyske sikkert og vist ender på 11.-pladsen, når sidste runde af grundspillet er overstået søndag.

Riddersholm overraskede med sin opstilling

Brøndby hev sejren i land efter en kamp, hvor tirsdagens gæster ellers havde været farligst.

Sønderjyske-træner Glen Riddersholm havde inden kampen proklameret, at man skulle stå godt defensivt og være farlige på omstillinger. Det var netop omstillinger mod det bolddominerende Brøndby-mandskab, som gjorde ondt på de blågule.

Sønderjyske kom til kampen med flere overraskelser i startopstillingen, hvor den største overraskelse vel nok var den 30-årige venstreback João Pereira, som spillede sin første kamp siden februar 2019.

Udskældt Brøndby-back viste sig frem

Han fik rigeligt at se til i kampens første halvleg, hvor han stod over for Brøndbys bedst spillende mand, højrewingbacken Jens Martin Gammelby.

Den ellers ofte udskældte Brøndby-back var kreatøren bag de fleste farlige Brøndby-tilbud, men hans indlæg fandt ikke den rette modtager foran kassen.

I den anden ende besad Sønderjyske-angriberen Anders K. Jacobsen farligheden, og han var et par gange i første halvleg mere end tæt på at bringe sit mandskab foran.

Lindstrøm blev redningsmanden

Ved pausestillingen 0-0 satte Brøndby den 20-årige angriber Jesper Lindstrøm på banen, og han takkede for tilliden i en ellers god Sønderjyske-periode i det 61. minut.

Sønderjyske vil nok føle sig truffet over ikke at have fået frispark i situationen inden, men i stedet tillod en lang fremlægning Lindstrøm at drible ind i Sønderjyske-feltet, hvor han resolut bragede bolden fladt i det fjerne hjørne til 1-0.

Sønderjyske fik mod slutningen af kampen en gigantisk chance, men indskiftede Artem Dovbyk var for langsom og mistede sin mulighed. Dermed endte kampen 1-0.