Fodbold

Spansk medie storroser Braithwaites form - han tager det skridtet videre, siger ekspert

Jordi Alba og Martin Braithwaite kan snart komme i aktion igen. Albert Gea / Ritzau Scanpix

- De ville nok få mere ud af at bruge Braithwaite frem for Griezmann, siger TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker.

130 minutter.

Det var, hvad det blev til for Martin Braithwaite i Barcelona-trøjen, inden COVID-19 lukkede ned for fodbolden.

Nu er Barcelona-stjernen Luis Suarez ligeledes tilbage fra sin skade, hvilket ikke har forøget danskerens muligheder for spilletid i de røde og blå farver i forbindelse med genoptagelsen af LaLiga i næste uge.

Martin Braithwaite får dog en del spalteplads i de spanske medier i disse dage, da han er returneret fra coronapausen i særdeles god form. MARCA skriver sågar i en historie med titlen ”Braithwaite udsender varsel til Luis Suarez”, at danskeren ’efterlod trænerteamet forbavsede’ på grund af sin gode form.

Meldinger, der glæder TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker:

- Det er super positivt at læse de ting, der kommer om Braithwaite fra Spanien. Han tager det jo netop skridtet videre. Han kommer ikke bare tilbage i fin form, men kommer tilbage som nummer et på deres fysiske liste.

- At Braithwaite er kommet tilbage i så god form, viser jo, hvor dedikeret han er, og at han tager sin opgave seriøst i forhold til at acceptere sin rolle. Det er jo det, en topprofessionel atlet gør, når han ikke er sikker på at starte. Han kommer tilbage i topform.

Det bør selvfølgelig pointeres, at MARCA er en Madrid-baseret avis, hvorfor der måske bør tages forbehold.

'Ville få mere ud af Braithwaite end Griezmann'

Det ændrer dog ikke på det faktum, at Mads Junker mener, at Martin Braithwaite har sat sig selv i en gunstig position. Ikke at sige han bliver en fast del af startopstillingen, selvom han måske reelt set burde.

- Jeg er jo meget enig i MARCAs beretninger om, at Braithwaite har overbevist trænerne. Jeg ser ham som førsteindskifter nu, siger Junker og uddyber:

- Jeg tror ikke, der er nogen tvivl om, de kommer til at spille med Antoine Griezmann, Luis Suarez og Lionel Messi som de tre forreste. Det er jo de tre store, og træneren Quique Setién bliver jo næsten nødt til at bruge dem, selvom han nok ville få mere ud af at bruge Braithwaite frem for Griezmann.

Ifølge Mads Junker er det nemlig ikke 9’er-positionen, som Martin Braithwaite skal sætte sin næse op efter. Den plads er tiltænkt Luis Suarez, da hans sammenspil med Messi er helt essentielt for Barcelonas spil.

Det er derimod på wingpladserne, hvor Braithwaite kan tilbyde sin fart og dybdeløb. Mads Junkers vurdering er dog også, at Braithwaite lige nu ligger højere i hierarkiet end en af de øvrige bejlere i Barcelonas offensiv.

- Den vigtigste lektie fra de kampe, Braithwaite nåede inden coronapausen, er vel nok, at han har overhalet Ansu Fati i angrebshierarkiet.

Barcelona genoptager LaLiga-sæsonen lørdag 13. juni, hvor det gælder en udekamp mod Mallorca. Den kamp kan du se på TV 2 PLAY og TV 2 SPORT X fra 21.30.

Afstemning

Hvor stor en rolle får Martin Braitwaite i resten af denne LaLiga-sæson?