Fodbold

Elkjær blev tosset på svensker under kommentering og slog ham i hovedet

TV 2 SPORT bringer et uddrag fra bogen 'Det er genialt, det der'.

Svend Gehrs. Flemming Toft. Carsten Werge.

Lyden af fodbold i dansk tv gennem det seneste knap halve århundrede.

Sammen udveksler de anekdoter og snakker om det særlige arbejde, de har tilfælles, i den nye bog 'Det er genialt, det der'. Med hentydning til Gehrs' kommentering af et Michael Laudrup-mål ved VM i 1986.

Bogen udkom 3. juni ved forlaget Lindhardt og Ringhof.

TV 2 SPORT bringer her et uddrag fra bogen. Det handler om forberedelse. Lige fra telefonopringninger til kilder og kollegaer, til et hjemmelavet labelsystem og tunge kufferter med håndskrevne guldnoter.

Det er bare ikke altid, at alt kan forberedes. Eksempelvis når det gælder forholdene på et stadion.

Tjek på tingene

GEHRS: Da jeg lavede Tipslørdag, mødtes kommentatorer fra Sverige, Norge og Danmark til morgenmad og udvekslede research med hinanden på kampdagen. Det var fast rutine. Vi havde hver især adgang til forskellige kilder og informationer.

Når vi ankom til stadion, kunne vi også være heldige at tale med en af de engelske kommentatorer, som simpelthen lavede deres egne statistikker, skal jeg lige love for, og måske havde et par guldkorn til os, hvis de havde tid.

Forsiden på bogen 'Det er genialt, det der'.

Jeg havde opfundet mit eget labelsystem, fordi vi først fik holdopstillinger en halv time før kampen. Jeg havde griflet alle spilleres navne fra hvert hold ned på labels, og dem kunne jeg hurtigt klistre op på et stykke papir i den rigtige opstilling, så jeg hele tiden havde overblikket, når kampen var i gang…

WERGE: L7160 hed de labels!

GEHRS: Jeg skrev navn, nummer og facts på hver enkelt spiller i truppen, og jeg kunne også tilføje de krøllerier, jeg for eksempel fik fra kolleger. Nøj, hvor har jeg griflet løs på de labels under tidspres og helt frem til kampstart. Det var en kæmpe lettelse, når opstillingerne var sat op. Så var jeg klar.

TOFT: Jeg fik en fantastisk forberedelsesmulighed, da jeg i 1998 skulle til Vinter-OL i Nagano, som TV 2 havde overtaget fra Danmarks Radio. Der kom min gode ven Svend Gehrs med en trækasse til mig. Den var fyldt med kartotekskort i pap på hver enkelt udøver i langrend. Den slæbte jeg med til Japan og betalte for overvægt i flyet.

Det var alle pengene værd. Den fik jeg virkelig brug for. Så kunne jeg hive et kort op med oplysninger på en eller anden finsk knallert under transmissionen. Det var så genialt, mand. Det var forberedelse, så det piskede. Du har lært mig om minutiøs forberedelse, Svend.

WERGE: I gamle dage på DR kunne man nærmest have en dag til at forberede en opgave, i dag skal du være heldig, hvis du har halvanden time. Det er sat på spidsen, men medieverden har ændret sig. Der skal leveres indhold til flere platforme og programmer og laves mange flere timers tv.

TOFT: Der er deadline hele tiden. I bund og grund. Tag TV 2. Der er nettet og TV 2 News, der også skal serviceres. 24 timers nyhedsplatform kræver lives i en uendelighed op til store begivenheder. Jeg har været oppe på 13 lives på en dag; Go’ Morgen Danmark, TV 2 Nyhederne, News, TV 2 Sporten, en af de regionale stationer, News igen og så videre.

WERGE: Sådan er virkeligheden bare. Hvis jeg en sjælden gang ikke har fået lavet den forberedelse, jeg syntes, jeg skulle lave, så har jeg det helt dårligt. Jeg kan sagtens sætte mig og køre en kamp på rutinen, men det giver mig bare ikke den samme ro, som en god forberedelse gør.

TOFT: Jeg brugte også meget den direkte kontakt i min forberedelse – også til spillere. Måske kan man stadig gøre det på Superliganiveau, men ellers er spillerne jo blevet umulige at komme til. Da jeg kommenterede spansk fodbold, kunne jeg tale i telefon med Michael Laudrup: Hvordan var træningen gået? Var der ændringer i Barcelonas opstilling? En særlig taktisk ændring?

WERGE: Det fedeste er, når man rammer opstillingen rigtigt, fordi man har haft gode kilder. Jeg kan huske, da Brøndby skubbede forsvarsspilleren Johan Larsson op som 6’er på midtbanen. Det var jeg på forkant med, og så er det rigtig sjovt. Det kan næsten blive en videnskab at forberede sig godt.

Flemming Toft og Jan Mølby har kommenteret flere fodboldkampe sammen igennem tiden.

TOFT: Det var fantastisk at lave italiensk fodbold med Frank Arnesen og Preben Elkjær som medkommentatorer. De havde gode kontakter. Arnesen havde en forbindelse til hollænderne i Milan, van Basten, Rijkaard, Gullit, fordi han boede og havde spillet i Holland. Preben kendte Gud og hver mand i Italien fra sin tid i Verona; trænere, pressefolk og klubledere.

Jeg kan huske en kamp med Genoa. Preben og jeg havde vores gule sedler med spilleroplysninger liggende på bordet. Preben havde hørt om en ny, ung spiller, der nok ville blive skiftet ind, så han havde gjort sit forarbejde grundigt og taget notater. Hvis nu den unge spiller kom på banen og scorede. Det gjorde han.

En svensk kollega ved siden af os anede ikke, hvem målscoreren var, så midt i begejstringen nappede han Prebens lap med oplysninger på den unge spiller. Preben blev tosset og labbede svenskeren én på hatten. Svenskeren var helt flov bagefter. Det var Preben ikke.

GEHRS: Man stjæler heller ikke en anden mands arbejde!

TOFT: Det har altid været en gylden regel for mig, at man skal forberede sig 100 procent til en begivenhed eller en kamp, men man bruger formentlig kun 10 procent.

WERGE: Maks. 10 procent.

TOFT: Spørgsmålet er bare hvilke 10 procent. Det kan en god kommentator prioritere alt efter begivenhedens forløb – og relevans.

GEHRS: Det gyldne øjeblik er at have lige nøjagtig den oplysning, som er relevant i en given situation. Det kan være en dejlig lille krølle på en bestemt spiller, som man har siddet og glædet sig til at fyre af, men man skal ikke bruge sin viden, før det er væsentligt i forhold til spillet. Måske får man aldrig brugt en særlig detalje.

WERGE: Da jeg begyndte at kommentere engelsk fodbold i begyndelsen af 1990’erne, fik jeg mange kampe med Tottenham, så jeg havde en grundlæggende research på holdet. Der var en højre back, som var ud af en søskendeflok på 10-12 børn eller sådan noget. Det var i hvert fald usædvanligt.

Den historie ville jeg gerne af med, men den ene kamp tog den anden, uden jeg kunne få den brugt, indtil den dag, hvor der opstod en klumpspilssituation i Tottenhams straffesparksfelt. Det endte med, at backen fik bolden ud af farezonen, og så kunne jeg sige noget i retning af, at han var vant til trængsel, fordi han var vokset op blandt så mange søskende.

Og den sad. Den var jeg glad for bagefter. En enkelt detalje i det rette øjeblik kan redde en kommentators dag.

GEHRS: Jeg havde det dårligt, hvis ikke jeg var på stadion tre timer før en kamp.

Svend Gehrs og hans kone Kirsten på Stade de France på hans 60 års fødselsdag. Her fulgte de Champions League-finalen mellem Real Madrid og Valencia.

WERGE: Samme her. Hver gang jeg kommer til et nyt stadion, undersøger jeg som det første, hvor toilettet ligger i forhold til kommentatorpladsen. Jeg kan godt tisse fem gange inden en kamp, og jeg tænker over, hvor meget jeg drikker. Blæren skal helst ikke forstyrre koncentrationen.

TOFT: Kaffe er ikke godt. Det kvæler også stemmen og kan drille maven.

WERGE: For meget kaffe på en kold dag. Det er selvmord.

GEHRS: I England har jeg prøvet at blive hejset op under taget på et stadion for at kommentere fra en platform deroppe, og stigen blev fjernet. Heldigvis er jeg udstyret med en selskabsblære, og lod jeg være med at fylde væske i mig, kunne jeg godt kommentere syvotte timer i træk.

WERGE: Jeg har til gengæld aldrig tænkt over, hvad jeg spiser inden en kamp.

TOFT: Nej, vel. Men bananer er gode, fordi de kun indeholder lidt væske og omvendt er rige på kostfibre, der holder på væske. Eller yoghurt, fordi det er godt for balancen i maven. Men jeg kunne godt have noget chokolade liggende under kampen som en sukkerindsprøjtning.

GEHRS: Det minder mig om, da jeg for en del år siden lagde stemme til computerspillet ”This is Football”. Det foregik i London, hvor jeg skulle være i en uge og indtale sekvenser i et lydstudie. Den første dag lagde jeg ud med den helt store english breakfast til morgenmad – spejlæg, bacon og baked beans.

I studiet var der nogle meget lydfølsomme mikrofoner, og jeg kunne høre min mave rumle i headsettet. Teknikeren måtte ned og købe bananer til mig, og vi blev forsinket i tre timer.

TOFT: Jeg lavede engang Europa Cup-kamp med Preben Elkjær på Odense Stadion, der var ved at blive bygget om. Så vi måtte over på den modsatte langside, og vi var faktisk på en form for byggeplads. Der var stort set kun os derovre.

På et tidspunkt skulle vi slå en streg, men der var ingen toiletter i nærheden. Til gengæld fik vi øje på et par tomme ølkrus, der lå og flød. Bagefter satte vi krusene ude i hjørnet af vores lille, interimistiske studie. Der gik et par håndværkere og arbejdede. De kiggede også på de to ølkrus. De så tørstige ud. Preben og jeg kiggede lige på hinanden og tænkte: ”De kunne da godt trænge til en øl, de to fyre der.” Så vi nikkede lige til dem og pegede ned, som for at sige: Tag I dem bare.

Men vi fortrød alligevel. Der var ingen grund til at udfordre skæbnen. Det er bare en lille sjov historie, men den fortæller selvfølgelig også noget om, at forholdene på stadioner fylder en hel del i kommentatorers arbejdsliv.

Carsten Werge og Svend Gehrs.

WERGE: Man skal helst have en god højde at kommentere i. Og hellere for tæt på banen end for langt fra.

GEHRS: Og så skal du have rigelig bordplads…

WERGE: … du slæbte jo også på 80 kilo bagage hver gang med alle dine mapper og papirer. Men masser af bordplads har man sjældent…

GEHRS: … og rigeligt med plads til benene, så vidt muligt i hvert fald. Og en ordentlig monitor.

TOFT: For mig betød det ikke så meget med borde og stole. Det vigtigste var kommunikationen med folk hjemme på tv-stationen; at jeg ikke sad og råbte efter produceren et kvarter før kampen uden respons. Jeg skulle føle, at der i hvert fald var bare én i den anden ende, som fulgte med hos mig. Som kommentator kan man nogle gange godt føle sig lidt ensom. Du er mere alene ude i verden.

WERGE: Nogle gange kan jeg tænke, at det er et mirakel, at der kan komme hul igennem til seerne. Der ligger bare tynde ledninger på kryds og tværs af kommentatorpladsen og ser flossede ud. Selv i store fodboldlande som Italien og Spanien kan jeg få en fornemmelse af, at det ikke kommer til at spille ordentligt med teknikken, fordi de er nogle sjuskerøve.

I England er det bedre. Jeg har altid et lille sug i maven, når jeg kommer til et stadion, selvom de generelt set er blevet mere moderne, så problemet er ikke så stort som førhen. Men teknik er man bare aldrig rigtig helt herre over, vel?

TOFT: Arnesen og jeg havde engang en kamp i Italien, hvor der bare hang en ledning ned fra loftet i vores boks. Og så stod der lidt papkasser. ”Hold kæft, der er kun en time til kampstart. Der skal virkelig ske noget,” tænke vi. Endelig kom en mand fra det nationale tvselskab, Rai, der stod for produktionen. Han var meget søvnig. Han gad ikke rigtig snakke. ”Vi skal have sat mikrofoner op,” sagde vi til ham. ”Uh, det var den værste dag,” svarede han.

Det bedste hold teknikere var til Formel 1 på Monza, forklarede han. Så var der en sangfestival, den tog b-holdet sig af. C-holdet var til filmfestival. ”I får de dårligste,” sagde han ligeud. Der kom så to teknikere. De var færdige med at rigge til to minutter før kampstart og var hamrende ligeglade, mens vi råbte og skreg af dem.

WERGE: Vi slæber selv vores udstyr med til Champions League-kampe. Til Premier League er det sat op på forhånd. Det er vigtigt at have ordentlig lyd i ørene – en god balance mellem sin egen stemme og stadion. Det har jeg faktisk kæmpet med et stykke tid. Enten får jeg maks. lyd ind fra omgivelserne, eller også er det minimum.

Det er frustrerende, for stemningen betyder meget for mig i forhold til at blive bragt i det helt rigtige mode. Jeg vil gerne føle, at jeg sidder blandt publikum uden at skulle løfte headsettet lidt på det ene øre.

Vi har rigtige dygtige lydmænd, men jeg oplever nogle gange, at studiedelen vægtes højere end selve transmission af kampen. Så får man ikke altid tjekket op på teknikken og forbindelsen til stadion i tide, fordi der er fuld knald på udsendelsen, og det er et stort apparat, der er blevet sat i gang.

Det kan få mig helt op i det røde felt, hvis jeg tre minutter inde i en kamp får en melding i øret om, at jeg skal skrue op for min eller min sidemands mikrofon. Når man stiller store krav til sig selv, kan man også gøre det til andre.

GEHRS: Hvis teknikken svigter, så mister man let koncentrationen.

Carsten Werge og Per Frimann har kommenteret sammen i over 20 år.

WERGE: For nogle måneder siden, Svend, var jeg på et eller andet stadion i England og skulle lave en standup fra sidelinjen før kampen, inden jeg skulle op til min kommentatorplads igen.

Jeg stod klar, men der var ikke hul igennem til mig hjemme fra stationen, så vi måtte droppe den sekvens. Da kampen så begyndte, og der blev lagt over til mig fra studiet, sagde en af værterne: ”Nu er Carsten Werge endelig kommet frem til stadion.” Så sagde jeg: ”Nej, det handler bare om, at I ikke kunne finde ud af at stille om til os.”

Jeg ved godt, at værten ikke sagde det i en ond mening, det var bare gas. Jeg har aldrig været nervøs, men der er jo en lille smule tryk på op til kampen, og jeg er så koncentreret, at jeg nemt kan blive irriteret, hvis der et eller andet, der bryder min fokus.

TOFT: Det er ligesom spillerne. Man er i zonen. Nu gælder det.

WERGE: Jeg lukker mig lidt inde i mig selv. Frimann kan drive mig til vanvid. 10 minutter før vi skal på til en vigtig kamp, kan han godt lige tage en snak over telefonen med holdlederen fra HIK om, hvordan de skal stille op med 4. drenge. Det fungerer for ham, så fair nok. Det er hans stil.

GEHRS: De sidste ti minutter før første fløjt er hellige!

WERGE: Det er sjældent, at jeg uforstyrret kan tage det hele ind før kampens start, fordi jeg i optakten også skal stilles om til fra studiet og være igennem live, men når jeg har de rolige øjeblikke, så kan det være fantastisk givende.

For nylig havde jeg Champions League-kamp med Barcelona på Camp Nou. Dortmunds spillere varmede op i 35 minutter, mens Barcelona-spillerne brugte 12 minutter på det. De havde smurt varmecreme på lårbasserne i omklædningsrummet og skulle bare lige have løsnet lidt op, så var de klar. Det var en god registrering at få med.

I dag hvor intet er overladt til tilfældighederne, og alt er videnskabeligt i fodbold, så er der alligevel en udpræget kulturforskel.

TOFT: Pulsen er tit på højtryk, når man laver live-tv og taler direkte ud i hovedet på hundredtusindvis af seere. Men det er jo også det fantastiske ved kommentatorjobbet. Der er nerve. Det fanger en.

WERGE: Ja, man vil ikke undvære spændingen ved at lave det.