Fodbold

Messi har skadesproblemer - træner alene inden genstart

Der er otte dage til Barcelona og Messi skal spille første kamp efter genstarten.  Ciro De Luca / Ritzau Scanpix

Lionel Messi træner i dagene op til LaLiga-genstarten primært alene, fordi han døjer med en skade.

LaLiga og FC Barcelona skal efter den lange pause snart i gang igen.

Men det bliver måske uden Barcelonas helt store stjerne i topform.

Lionel Messi har nemlig en mindre muskelskade og har de seneste dage trænet alene i flere øvelser. Det skriver Barcelona på sin hjemmeside.

På den måde bliver han ikke udsat for unødig risiko, forklarer det spanske førerhold.

De forventer, at deres kaptajn vender tilbage til træningen med resten af holdet inden for et par dage.

En anden offensivspiller Ansu Fati har som Messi også trænet alene. Hvornår han vender tilbage, melder Barcelona ikke noget om.

Messi er topscorer i LaLiga med 19 mål efter sæsonens første 27 kampe.

'Bliver aldrig det samme igen'

Messi gav forleden et interview til spanske El Pais, hvor han forholdt sig til den meget anderledes situation, vi nu står i på grund af covid-19.

- Fodbold og livet generelt bliver aldrig det samme igen, sagde Messi til spanske El Pais.

Situationen bliver ændret rundt omkring i hele verden, og for fodboldspillere bliver den største ændring at skulle spille for et tomt stadion.

- Det vil blive en mærkelig situation for os og for alle, der skal ændre deres normale arbejdsrytme, siger Messi.

Barcelona møder i første kamp efter genstarten liganes nummer 18, Mallorca.

Kampen spilles lørdag 13. juni og kan ses på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY.